Det trækker op til en turbulent sæsonoptakt for fodboldklubben Vendsyssel FF, som også står uden cheftræner.

Spillerne i fodboldklubben Vendsyssel FF, som spiller i landets næstbedste række, har ikke fået udbetalt løn onsdag.

Det skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

»Vi kan konstatere, at spillerne ikke har fået udbetalt løn i dag. Klubben har indtil midnat til at udbetale løn til spillerne, og den deadline skal vi selvfølgelig afvente,« siger Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, i pressemeddelelsen.

»Vi har forgæves forsøgt at komme i kontakt med de udenlandske ejere, så lige nu har vi ingen indikationer på, at der kommer til at ske en lønudbetaling i løbet af dagen,« siger Michael Sahl Hansen.

Siden slutningen af april har Spillerforeningen været i kontakt med spillerne, da det også drillede med aprillønnen, oplyser Spillerforeningen.

»Klubben gav dengang udtryk for, at de havde det hele under kontrol, og at spillerne kunne være rolige for fremtiden. Det, kan vi konstatere, var tomme løfter, og derfor har vores rådgivningsteam holdt møde med spillerne i formiddags, hvor de har rådgivet og vejledt dem i forhold til den situation, de uforskyldt er havnet i,« siger Michael Sahl Hansen.

»Vi har ikke siden sidste uge haft dialog med klubbens ejere, Core Sports Capital. Og hvis spillerne skal tro på, at klubben har en fremtid, så skal de udenlandske ejere komme ud af deres flyverskjul og stille op til dialog og vise handling og præsentere en troværdig plan for fremtiden,« siger han.

I det hele taget er det noget turbulent i klubben for tiden. Den står uden cheftræner. Og tidligere på ugen skrev TV2 Nord, at klubbens schweiziske ejere har tømt klubkassen for over fire millioner kroner.

»Nu må vi se, hvad der sker. Vi har ikke fået nogen indikation på, at der ikke kommer løn. Det ved vi først på onsdag.«

»Vi har snakket med vores fagforening, så hvis der ikke kommer løn, så er vi forberedt på det,« sagde Vendsyssel-målmand Peter Friis Jensen til mediet mandag.

/ritzau/