Den før så hæderkronede storklub Manchester United er i disse år ikke, hvad den har været.
Elendige resultater over mange år, voldsomt upopulære ejere og en – ny – svingende sæsonstart er en cocktail, der har sendt klubben ud på rystende og kaotisk grund både på og udenfor banen, inden FC København tirsdag aften gæster Manchester-klubben i Champions League.
Derfor har der sjældent været en bedre chance for, at et dansk hold kan levere overraskelsen og få en sensationel sejr på legendariske Old Trafford.
Det vurderer Sky Sportsjournalisten Ben Ransom, da B.T. møder ham i Manchester inden tirsdagens brag.
»Der er virkelig stor usikkerhed omkring klubben – og særligt på grund af det, der sker udenfor klubben omkring ejerskabet. Glazer-familien er utroligt upopulær, og der var endda planlagt protester omkring denne kamp og i weekenden, men det er aflyst, fordi Sir Bobby Charlton er død.«
»Der er masser af frustrationer omkring klubben lige nu, for andre klubber tager større skridt – og nu er sæsonen så også kommet skidt fra land,« siger Ransom og levner altså FCK store chancer for at overgå AaBs 2-2-kamp på Old Trafford i 2008.
Ellers har Brøndby, FC Midtjylland og altså FCK tidligere fået ørerne i maskinen på det engelske stadion.
»Jeg kan ikke huske, hvornår Manchester United har tabt så mange kampe på Old Trafford, som de gør i disse år. Så hvis et dansk hold nogensinde skulle have en chance, så er det nu, at chancen er der.«
»Jeg ville ikke komme til Old Trafford og frygte Manchester United nu,« siger Ben Ransom.
Med base i Manchester har Ransom stor indsigt i, hvordan de danske stjerner Christian Eriksen og Rasmus Højlund gebærder sig i det nordengelske.
Og særligt Højlund er én af de spillere, der viser vej som et lys i mørket for de fortabte United-fans.
»Der ligger et kæmpe pres på ham, og alle har enormt høje forventninger til ham, men de accepterer, at han er ung og skal lære.«
»Manchester United har skreget på en type som ham i to-tre-fire år, og det er hårdt at skulle leve op til det ansvar.«
»Men han har vist noget i glimt, og han har absolut givet håb om, at han kan være løsningen på Manchester Uniteds problemer. Men han skal have tid, for holdet fungerer heller ikke perfekt – og det er også først der, vi for alvor kan vurdere Højlund,« siger Ben Ransom og tilføjer om Eriksen, der spiller en noget mere marginal rolle i denne sæson:
»Eriksen halter med spilletiden på grund af konkurrencen. Men inden hans skade sidste år var han særdeles afgørende for holdet med sin kreativitet. I år har han ikke været oppe på sit bedste, men det har holdet heller ikke – af flere forskellige årsager.«
Om Eriksen, Højlund og resten af Manchester United-holdet får rettet op på den sløje sæsonstart, der i Champions League har betydet nærmest katastrofale 0 point, det vil vise sig klokken 21.00 dansk tid, når kampen mod FCK fløjtes op.
Du kan følge hele opgøret og læse meget mere optaktsstof her på B.T.