Harry Kanes målnæse og lange tå blev afgørende for England, som søndag vandt 2-1 hjemme over Kroatien.

Sejren betød, at England vandt sin gruppe i det bedste lag i Nations League og nu skal spille semifinale i turneringen i sommeren 2019.

I løbet af kampen var England ellers alvorligt på hælene, og længe lignede det nedrykning fra niveau A i Nations League på grund af en kroatisk scoring.

Kroatien kom nemlig foran 1-0 efter 57 minutter, og det skete på en særdeles smuk scoring af Andrej Kramaric.

Hoffenheim-angriberen modtog bolden midt inde i feltet og tog det ene træk efter det andet fra side til side.

Til sidst huggede Kramaric til bolden, som snittede en engelsk spiller og listede sig forbi den engelske keeper, Jordan Pickford.

Målet betød, at England skulle score to gange for at undgå nedrykning.

Englænderne gav dog ikke op af den grund, og Kane fik listet bolden videre til Jesse Lingard, som udlignede til 1-1 efter 78 minutter.

Kane stod selv for den afgørende scoring til 2-1 efter 85 minutter, da Tottenham-angriberen kastede sig frem og fik tåen på et indlæg fra backen Benjamin Chilwell.

Nederlaget betyder, at Kroatien ender sidst i gruppen og rykker ned i det næstbedste lag i Nations League. Spanien blev toer i gruppen og bevarer sin status i det bedste lag.

/ritzau/