Kane efter Ballon d'Or-triumf: Alt er muligt
Harry Kane havde som ung svært ved at slå igennem. Han håber, at hans vej til tops kan inspirere andre.

Harry Kane havde som ung svært ved at slå igennem. Han håber, at hans vej til tops kan inspirere andre.

Harry Kane, der mandag aften vandt prisen som verdens bedste mandlige fodboldspiller, håber, at hans karriere kan være en inspiration for andre.
Det siger den 33-årige engelske angriber, efter at han har modtaget Ballon d'Or-prisen i London.
- Det handler om rejsen. Alt er muligt. Arbejd hårdt, når ingen kigger, lyder det fra Kane.
- Til enhver dreng eller pige, der drømmer om at nå sine mål: Alt er muligt. Jeg var ikke den dreng, der gik direkte til tops. Jeg måtte opleve nedturene. Jeg måtte finde min egen vej til at blive den allerbedste, som jeg er i dag, tilføjer han.
Få spillere har oplevet en karriereudvikling som Harry Kanes. Som ung havde Kane svært ved at slå igennem i Tottenham og blev sendt på adskillige lejeophold.
Siden udviklede han sig til en af sin generations mest komplette angribere, der både kan score på alle tænkelige måder og lægge op til mål.
I sin tale ved uddelingen af Ballon d'Or takkede han blandt andre alle de trænere, han har haft i løbet af fodboldkarrieren samt Tottenham.
Kane slog for alvor igennem i Tottenham under cheftræner Mauricio Pochettino. Englænderen blev topscorer i Premier League flere gange og var med til at føre klubben til Champions League-finalen i 2019.
Det lykkedes ham dog aldrig at vinde et stort trofæ med London-klubben.
I 2023 skiftede han til Bayern München. I sidste sæson leverede han sin mest målrige sæson nogensinde med 61 mål i 51 kampe på tværs af alle turneringer med den tyske storklub. Bayern München sikrede sig både mesterskabet og pokaltitlen.
Bayern Münchens cheftræner, Vincent Kompany, har tidligere udtalt, at Kane "ældes som god vin".
Ved den seneste VM-slutrunde scorede Kane seks mål og førte England til semifinalen.
RITZAU/Reuters