Der udviklede sig et kæmpe drama i Esbjerg fredag aften.
Esbjerg-fansene skabte ballade og den midlertidige assistenttræner Rafael van der Vaart rasede mod egne tilskuere.
Det skete, efter kampen blev afbrudt på ny på grund af urolighed blandt fansene og kast med fyrværkeri. Kampen blev også midlertidigt suspenderet af fansene tidligere i kampen, da der også i slutningen af første halvleg blev kastet med fyrværkeri ind på banen. Du kan se et klip, da spillerne kommer tilbage efter urolighederne i videoafspilleren øverst i artiklen.
Første gang var med cirka ti minutter tilbage af første halvleg. Her sendte dommer Jonas Bøgelund spillerne i omklædningsrummene. Det skete, kort efter at to store brag lød på Blue Water Arena i Esbjerg.
Fyrværkeri var blevet kastet på banen. På stadionets storskærme stod der 'Pyroteknik er ikke tilladt på Blue Water Arena', og stadionspeakeren slog også fast, at det var strengt forbudt at tænde – og kaste med – fyrværkeri.
Episoden fandt sted, kort efter at gæsterne fra Lyngby havde bragt sig foran, og Esbjergs Isak Olafsson umiddelbart efter målet blev vist ud med et direkte rødt kort.
Efter en pause på lidt over fem minutter blev opgøret genoptaget ved stillingen 1-0 til Lyngby.
Men det skete altså igen. Kort før afslutningen kammede frustrationerne igen over for nogle af hjemmeholdets fans. Bagud 0-3 med et par minutter tilbage af den ordinære spilletid blev der igen kastet fyrværkeri på banen.
Jonas Bøgelund afbrød atter kampen, og flere fra Esbjerg-lejren var tydeligt utilfredse med tilskuernes opførsel.
Umiddelbart lod det til, at opgøret var blevet fløjtet af før tid, men spillerne insisterede på at gå tilbage på banen.
I stedet for at spille fodbold, endte det dog med, at Esbjerg-spillerne – efter aftale med Lyngby – stod stille og bare trillede bolden rundt, som var det til træning, i protest mod hændelserne på tilskuerpladserne.
Da kampuret rundede 90 minutter fløjtede Jonas Bøgelund prompte kampen af.