Kamil Wilczek er blevet idømt to spilledages karantæne.

Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans i en pressemeddelelse udsendt af DBU.

Det sker, efter at Wilczek ramte Vejle Boldklubs Kerim Memija med en albue i hovedet, da de to spillere i opgøret mellem Brøndby og Vejle tidligere på måneden stødte sammen i en hovedstødsduel.

Wilczek modtog i første omgang et gult kort af dommer Peter Kjærsgaard-Andersen, og efterfølgende blev episoden taget op af Fodboldens Disciplinærinstans, der har vurderet, at Wilczek skal have karantæne.

Kerim Memija (Vejle - 66) i duel mod Kamil Wilczek (Brøndby - 20) Superliga kampen mellem Vejle Boldklub og Brøndby IF på Vejle Stadion i Vejle, søndag den 9. december 2018.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Kerim Memija (Vejle - 66) i duel mod Kamil Wilczek (Brøndby - 20) Superliga kampen mellem Vejle Boldklub og Brøndby IF på Vejle Stadion i Vejle, søndag den 9. december 2018.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

»På baggrund af tv-billeder vurderer Fodboldens Disciplinærinstans, at Kamil Wilczek springer ind i hovedstødsduellen med unødig stor kraft og uden blik for andet end modspilleren, og at han derved bringer modspillerens sikkerhed i fare, hvilket er helt uacceptabelt,« oplyser Fodboldens Disciplinærinstans blandt andet.

Efterfølgende kom det frem, at Memija pådrog sig en hjernerystelse samt en brækket kæbe og efterfølgende har været så medtaget, at han har indtaget mad gennem et sugerør.

Dommer Peter Kjærsgaard-Andersen, der dømte opgøret mellem Brøndby og Vejle, blev forelagt videooptagelserne fra kampen og har efter at have gennemset episoden igen erkendt, at han og hans team foretog et fejlskøn i kampen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Wilczek skal afsone to spilledages karantæne i Brøndbys første to kampe i forårssæsonen i Superligaen, som begge er på udebane mod henholdsvis FC Nordsjælland og Esbjerg.

Brøndbys Kamil Wilczek i Superliga-kampen Vendsyssel FF mod Brøndby IF på Nord Energi Arena i Hjørring, 26. august 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Kamil Wilczek i Superliga-kampen Vendsyssel FF mod Brøndby IF på Nord Energi Arena i Hjørring, 26. august 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Polakken sad også ude med karantæne, da Brøndby på hjemmebane tabte til Vendsyssel i efterårets sidste spillerunde.

Brøndby-angriberen modtog seks karantænepoint for advarslen, som han fik i opgøret mod Vejle, hvilket bragte ham op på 22 karantænepoint i alt. 

Wilczek har scoret 13 superligamål for Brøndby i 19 kampe i efteråret.

Brøndby indtager i øjeblikket tredjepladsen i Superligaen med 30 point efter FC København og FC Midtjylland, der har henholdsvis 47 og 44 point.