Thomas Kahlenberg må trods forrygende form indstille sig på bænkplads

Han er trådt ind i EM-lejren med en mission. Thomas Kahlenberg er i forrygende form efter et flot forår i Evian, og den form ville han bruge til at spille sig ind i Morten Olsens startopstilling.

Men Michael Krohn-Dehlis overbevisende præstation mod Australien, og Christian Eriksens vigtige rolle på holdet holder med stor sandsynlighed Thomas Kahlenberg på bænken. Midtbanespilleren mener ikke selv, at der er mere, han kan stille op.

- Jeg har forsøgt at spille min chance, og så må vi se, om det i sidste ende er nok. Jeg føler ikke selv, at jeg kan gøre mere. Nu må vi se, hvad Morten vælger, og så må vi alle indordne os under den beslutning, siger Kahlenberg til sporten.dk

Han kender selv de hollandske spillere fra tv, og han har mødt Klaas-Jan Huntelaar i Bundesligaen, og han erkender, at det bliver op af bakke for Danmark med den slags verdensstjerner.

- De har jo et fantastisk hold og nogle dygtige spillere, som vi kender fra tv og de store udenlandske ligaer. Jeg har da også mødt nogle af dem før i Bundesligaen og med Danmarks U21 landshold, så jeg ved godt, hvad de står for. Men vi er slet ikke uden chance, lyder det fra Kahlenberg.