Thomas Kahlenberg ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at slippe væk fra tyske Wolfsburg i transfervinduet.

Simon Kjær havde held med at skifte tyske Wolfsburg ud med AS Roma, men Thomas Kahlenberg var ikke lige så heldig.

Den danske midtbanespiller sidder i stedet fast i Wolfsburg, som ikke bruger ham på banen. Han satsede stærkt på at skifte klub i det netop lukkede transfervindue, men det skete ikke, og det ærgrer Kahlenberg.

- Det er jeg helt vildt ærgerlig over. Med de udsigter, der er her i Wolfsburg, ville jeg meget gerne have været væk. Jeg er blevet fortalt om en masse interesse, men der kom aldrig en konkret kontrakt på bordet.

- Der var ikke nogen klubber, der kom med tilbud, der var tilfredsstillende for klubben og for mig. Den økonomi, der skulle til for mig, var der ikke.

- Hvis jeg havde sagt, jeg ville spille for en tredjedel, kunne noget være sket. Men hvem har lyst til at gå to tredjedele ned i løn, spørger Thomas Kahlenberg tipsbladet.dk.

28-årige Kahlenberg har spillet 36 landskampe for Danmark - den seneste mod Tjekkiet i november sidste år - men der er lange udsigter til et comeback for landstræner Morten Olsens udvalgte.

- Jeg træner stadig med andetholdet, og det er bestemt ikke optimalt. Det er uvist, hvor lang tid jeg skal gøre det. Om det er en måned endnu, eller indtil jeg skifter klub, siger Thomas Kahlenberg.

Cheftræner Felix Magath har endnu ikke informeret Thomas Kahlenberg om, hvor længe det skal stå på.

- Det er et tegn på, at Wolfsburg absolut ingen intentioner har med mig. Så selv om jeg kom op på førsteholdet igen, ville jeg sikkert ikke få spilletid. Det er frustrerende, men jeg kan ikke gøre andet endat tage det som en mand og en professionel.

Thomas Kahlenberg kom til Wolfsburg i 2009 og har opnået 26 førsteholdskampe for klubben.

/ritzau/