Pernille Harder fik sig noget af en røffel af sin gamle klub Wolfsburg, da hun skiftede til Chelsea.

Men nu svarer Magdalena Eriksson, hendes kæreste og nye holdkammerat, igen.

»Pernille er virkelig god til at være fokuseret på, hvad hun har indflydelse på. Hendes fokus har været på at komme til Chelsea og komme godt ind på holdet, så hun har ikke tænkt over kritikken. Hun er glad og føler sig inspireret af at spille i den engelske liga,« sagde Eriksson ifølge Aftonbladet i forbindelse med det svenske landsholds kommende EM-kvalifikationskampe.

Kritikken kom fra Wolfsburgs daværende træner Stephan Lerch, der ikke var tilfreds med timingen af Pernille Harders skifte. Transferen blev gennemført for to uger siden, få dage inden den nye sæson blev sparket i gang, og hun var angiveligt fast besluttet på at skifte det tyske ud med det engelske.

Pernille Harder og Magdalena Eriksson har dannet par i 7 år.
Pernille Harder og Magdalena Eriksson har dannet par i 7 år. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

»Jeg havde ikke gjort som hende. Vi forsøgte i lang tid at få hende til at blive, men sportschefen Ralf Kellermann havde ikke en chance,« sagde Lerch dengang.

Stephan Lerch havde selv kontraktudløb med Wolfsburg i august og forlængede ikke sin kontrakt med klubben.

Pernille Harder blev den dyreste kvindelige fodboldspiller nogensinde, da hun skiftede Wolfsburg ud med Chelsea. Prisen lød på cirka 2,6 millioner kroner. I klubben er hun nu holdkammerat med sin kæreste, Magdalena Eriksson.

Pernille Harder har fået en flyvende start i Chelsea, hvor hun senest både scorede og assisterede – efter at være blevet skiftet ind – i 9-0 sejren over Bristol City.