Han var et af Anderlechts største fodboldtalenter som ung, men allerede som 29-årig meddelte Anthony Vanden Borre, at han gik på pension. Blot to måneder senere har han nu skabt store overskrifter, da han pludselig har skrevet kontrakt med Mazembe i Congo.

Motivationen manglede. Så klar var beskeden den 10. januar, da Anthony Vanden Borre meddelte, at han ville gå på pension. Derfor er det kommet som en stor overraskelse for mange, at han nu har skiftet Belgien ud med en tilværelse i Congo, i en klub som de færreste nok kender.

30.000 fans fyldte gader i DR Congo sidste onsdag, da han ankom til byen efter at have skrevet under på en kontrakt. Og der er en helt særlig grund til, at han har valgt at flytte tilbage til det land, han flygtede fra med sin familie som fem-årig.

»Jeg har altid drømt om at spille for Mazembe. Det er min mors hjemland. Valget er truffet med hjertet. Alle der kender mig, ved hvad denne klub betyder for mig. Alle mine venner er spændte, inklusiv Vincent (Kompany, red.). Han lykønskede mig over telefonen,« fortæller Antony Vanden Borre ifølge The Guardian og tilføjer, at hans skifte delvist skyldes, han er 'træt af europæisk fodbold'.

Han uddyber, at han synes fodboldverdenen er hård, og at det er en skam, at så meget handler om penge.

Hans comeback har skabt store overskrifter i Belgien, hvor Anthony Vanden Borre var en lovende ung spiller, der allerede kom til Anderlecht som otte-årig. Han fik landsholdsdebut, da han var 16 efter blot fem kampe på førsteholdet, og Belgiens daværende landstræner, Paul van Himst, kaldte ham det største talent han nogensinde havde set.

Succesen fortsatte dog ikke, og i 2005 fik han hug for adskillige dårlige præstationer, og han ragede uklar med træneren. Selvom han stadig spillede fast for både Anderlecht og landsholdet, var der flere disciplinære problemer.



Under et interview sagde han, at den nye klub-psykolog burde smides i vandet, fordi han var ubrulig, hvilket fik træneren til at sætte ham af holdet. I juni 2007 skiftede han til Fiorentina i en periode, hvor han kæmpede meget på privatfronten.

Hans mor, Christiane, var alvorligt syg, og blot to måneder efter Anthony Vanden Borres skifte til Italien, døde hun. Allerede dengang overvejede han, om han skulle sige farvel til fodbolden, fortalte hans bror dengang ifølge The Guardian.

Efter et skifte til og mislykket ophold i Genoa og udleje til Portsmouth, vendte han i 2010 som 23-årig tilbage til Belgien og en kontrakt med Genk. Få dage efter dummede han sig dog endnu engang, da han blev taget i at køre 243 km i timen i sin Audi, og på grund af komplikationer med Genoa, kom han først til at spille i januar 2011. Efter en god periode ragede han dog uklar med holdets træner, Mario Been.



Han skiftede kort til Tel Aviv, hvor han igen overvejede at stoppe, men her kom Anderlecht ham til undsætning, da de i 2013 tilbød ham en ny kontrakt. Han spillede sig på førsteholdet, men da en ny træner kom til, blev han sat af.

Og efter endnu engang at have udtalt sig uheldigt til pressen, skiftede han til franske Montpellier sidste juli indtil holdet fik ny manager, hvorefter han vendte hjem til Bruxelles og annoncerede sit stop, som blot varede to måneder.

Det er mentoren Jean--François Lenvain, der tidligere har arbejdet med Anderlechts unge spillere, der fik skiftet til Mazembe på plads.

»I mine dage (i Anderlecht, red.) var han der ikke til at hjælpe mig. Det var måske min egen skyld, de ting der skete. Jeg kunne ikke lide skolen og var en hård fyr. Men jeg har lært, at du skal arbejde hårdt, lytte til træneren og have respekt for alle. Jeg havde meget talent, men måske arbejdede jeg ikke hårdt nok,« siger Antony Vanden Borres, der nu vil vinde trofæer i Congo.