Opgøret mellem FCK og Brøndby eksploderede i vold efter kampens slutfløjt. 

Og denne gang var det ikke hooligans, men fodboldspillere, der ikke kunne styre sig. 

B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, kan næsten ikke finde ordene efter kampen, der endte 2-1 i Brøndbys favør. 

»Der har været vildere spillemæssige opgør mellem FCK og Brøndby. Hjalte Bo Nørregaards sidstesekundsscoring i Brøndby – Mads Jørgensens mesterskabsvindende mål i Parken,« siger han. 

»Men når det kommer til ballade på grønsværen, har jeg aldrig set noget lignende.« 

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sportsredaktøren uddyber, at søndagens tumulut kommer efter en længere periode, hvor der har været kæmpe fokus på, at fodboldfansene skal opføre sig ordentligt. Men måske skal fodboldspillerne tage et kig indad. 

»Den største kamp i dansk fodbold spilles uden udefans – på grund af ballade. At det så alligevel ender med vold og drama, fordi spillerne ikke kan styre deres temperament – det er bare endnu en tragedie i fortællingen om det københavnske derby,« fortæller Lasse Vøge. 

»Man er nærmest mundlam.« 

Kmapen blev afgjort af to straffespark i kampens overtid. Først gjorde Daniel Wass det til 2-1 - og efterfølgende brændte FC Københavns Mohammed Elyounoussi fra pletten.

Efter kampen jublede Brøndbys målmand, Patrick Pentz, demonstrativt mod FC Køenhavns fantribune. Og der opstod voldsom ballade mellem spillerne. Det resulterede i tre røde kort, to til Brøndbys målmænd - Pentz og Thomas Mikkelsen - og et til FCK-målmand Diant Ramaj, der nikkede Thomas Mikkelsen en skalle.