Gabriel Jesus og Manchester City troede længe, at de havde snuppet sejren dybt inde i overtiden.

Og den brasilianske angriber lignede efter kampen mod Tottenham en mand, der fastholdt, at han var blevet snydt.

I 92. minut scorede han til 3-2 på en forlænget bold, og hele stadion troede, at Manchester City kunne notere sig for endnu en sejr efter et sandt chanceorgie.

Men et par minutter efter, mens jublen nærmest havde lagt sig over Etihad Stadium, fløjtede dommer Michael Oliver.

Gabriel Jesus scorer til 3-2. Troede han.
Gabriel Jesus scorer til 3-2. Troede han. Foto: LINDSEY PARNABY
Vis mere

Dommeren viste frispark, pegede på sin øresnegl og signalerede hånd på bolden knap to minutter efter, scoringen havde fundet sted.

I VAR-rummet havde man spottet en mulig hånd på bolden - og det viste sig også at være sandt.

Den forlængede bold til Gabriel Jesus kom fra Aymeric Laportes venstre arm. Den var dog hverken hævet eller langt fra kroppen, men de langsomme gengivelser viste, at der altså var kontakt mellem hånd og bold.

I overensstemmelse med de ny regler for hånd på bolden er der kommet nultolerance i forbindelse med scoringer.

Gabriel Jesus forstår ingenting af Michael Olivers dom.
Gabriel Jesus forstår ingenting af Michael Olivers dom. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Hvis det scorende hold har hånd på bolden i forbindelse med målet, uagtet om det er tilfældigt eller ej, kan der ikke dømmes mål.

Kampens udvikling betød, at Tottenham sluttede Manchester Citys stime af hjemmesejre, der var nået op på 16 i træk. Gæsterne fik endda en scoring af Lucas Moura, der kun havde være på banen i 19 sekunder.

For at det ikke skal være løgn, så minder det til forveksling om de to holds Champions League-drama fra sidste sæson.

Her fik Raheem Sterling scoret i overtiden, men målet blev underkendt efter VAR-gennemgang, så Tottenham kunne fortsætte til semifinalen. Gense det drama her.