En bedre målscore end AIK blev afgørende for, at Malmö FF lørdag kunne fejre det svenske mesterskab.

For andet år i træk kan den tidligere danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson og en hel stribe danske spillere kalde sig svenske mestre i fodbold.

Med deres klub, Malmö FF, legede de lørdag med ilden i sidste spillerunde og fik 0-0 mod Halmstad, og det var lige nøjagtig nok til at snuppe trofæet.

AIK fra Stockholm var nemlig ikke langt efter. Klubben slog Sirius med 4-2 og nåede dermed op på samme antal point som Malmö.

Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere

Det hele blev derfor afgjort på målscore, og her var Malmö sølle otte mål bedre end AIK.

Danskerne Lasse Nielsen, Søren Rieks, Anders Christiansen og Jonas Knudsen spiller i Malmö, hvor især de tre førstnævnte har betydningsfulde roller.

I lørdagens sidste sæsonkamp var de to førstnævnte i startopstillingen, mens Anders Christiansen, der på det seneste har døjet med en skade, varmede bænken indtil 73. minut.

Jonas Knudsen sad helt ude med den skade, der har betydet, at han har misset alle kampe siden juli.

I Stockholm fik AIK en forfærdelig start på sit afgørende opgør mod Sirius. Allerede efter 21 minutter var AIK bagud med 0-2, og drømmen om guldmedaljer lå i ruiner.

Men så igangsatte Nicolás Stefanelli et onemanshow. Han diskede således op med et hattrick og sørgede dermed for, at AIK efter 47 minutter var foran 3-2.

Det betød, at AIK igen var helt oppe på siden af Malmö, som styrede mod en nullert i sin kamp mod Halmstad.

Det var bare ikke nok for AIK, selv om klubben kort før slutfløjt gjorde det til 4-2.

På grund af sin dårligere målscore kunne AIK kun vinde mesterskabet, hvis Malmö tabte. Det skete ikke, og derfor kunne danskerklubben fra det sydlige Sverige juble.

Jon Dahl Tomasson overtog Malmö i januar 2020 og har nu ført klubben til to svenske mesterskaber. I denne sæson kvalificerede klubben sig desuden til Champions League, hvor det indtil videre er blevet til fire nederlag og et uafgjort resultat.

/ritzau/