Det får nu konsekvenser for FC København, at klubbens fans var med til at skabe uro og brugte pyroteknik samt andet fyrværkeri under Champions League-kampen mod Dortmund.

Og det bliver en særdeles dyr konsekvens, meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA).

For ifølge en kendelse udarbejdet af forbundets disciplinærudvalg skal den danske klub betale en bøde på hele 300.000 kroner.

I tillæg får københavnerne en betinget dom, der forhindrer klubben i at sælge billetter til udebaneafsnittet i en europæisk kamp, såfremt der inden for det næste år igen opstår fanuroligheder i forbindelse med et europæisk opgør.

Foto: Bernd Thissen
Vis mere

FCK får ligeledes en bøde på 37.500 kroner for at have »brugt banen forkert dagen før kamp«, lyder det.

Det var i Champions League-opgøret mod Dortmund i starten af september, at FC København-fans blev angrebet på tilskuerpladserne med fyrværkeri – halvanden time før kampen – af maskerede fans.

Herefter begyndte flere personer i FCK-afsnittet at gå til modangreb ved at sende pyro og andet fyrværkeri mod andre tribuner på Dortmunds hjemmebane.

Det er dog ikke kun FC København, der bliver straffet hårdt efter de voldsomme uroligheder.

Også Dortmund har fået en bøde på 300.000 kroner samt en betinget dom, som går ud på, at klubben skal lukke en sektion på 6.000 tilskuerpladser på hjemmebanen, Signal Iduna Park, hvis der opstår ballade igen inden for de kommende to år.

FC København tabte Champions League-opgøret med 0-3.