Rygterne har svirret i løbet af året, men nu bliver det bekræftet.
En af de to storsponsorer på Jonas Vingegaards cykelhold, supermarkedskæden Jumbo, stopper som hovedsponsor ved udgangen af 2024.
Dermed skal Jumbo-Visma ud og finde en erstatning for de mange millioner euro, som den store hollandske supermarkedskæde har smidt i det succesfulde cykelmandskab årligt siden 2015.
»Sponsoratet har givet os en masse brand awareness, men vi har vundet alt, man kan vinde,« siger ceo i Jumbo Supermarkets Tom van Veen.
Og ja, Jumbos samarbejde med cykelholdet har rigtig nok været en lang dans på roser med Tour de France-sejren til Jonas Vingegaard som toppen af kransekagen, hvortil kommer eksempelvis Vuelta- og Giro-sejre til Primoz Roglic samt et hav af flotte triumfer til klassikerfænomenet Wout van Aert.
Jumbos exit er en markant nyhed i cykelkredse, da det har givet anledning til spekulationer om Jumbo-Visma, som Vingegaard har kontrakt med frem til 2027, kan holde samme høje niveau i årene fremover.
Tidligere i år, da rygter om Jumbos ønske om at droppe sponsoratet florerede, fortalte Richard Plugge, direktør for Jumbo-Visma, at det succesfulde cykelhold kører videre på højt blus – uanset om Jumbo er om bord eller ej.
»Projektet fortsætter. Sammen med Jumbo og Visma ser vi på, hvordan vi skal gribe fremtiden an. Men vi kan fortsætte. Der er ingen bekymringer, der er ingen grund til panik. Vi har flere partnere end bare Jumbo. Vi håber, vi kan fortsætte det her i adskillige år,« sagde holdchefen til mediet NOS i marts.