Forestil dig, at du er den første kvindelige vinder af en Ballon d’Or nogensinde. Du holder en tale, der handler om, hvor meget prisen betyder for kvindefodbold. Du beder små piger om at tro på sig selv. Og så bliver du spurgt, om du kan twerke.

Det var præcis det scenarie, der udspillede sig mandag aften, da norske Ada Hegerberg fik overrakt sit trofæ.

»Nej,« lød det klart og tydeligt fra den norske fodboldstjerne, der efterfølgende lignede en, der havde lidt svært ved at finde den rigtige grimasse.

Og vreden rejste sig som en tsunami mod Martin Solveig, fransk dj, musiker og manden, der bad Hegerberg om at danse for sig.

Nu siger han undskyld på Twitter.

'Oprigtigt undskyld til dem, jeg må have fornærmet. Min pointe var: Jeg inviterer ikke kvinder til at twerke, jeg spurgte om hun ville danse til en Sinatra-sang. Se hele sekvensen,' skriver han blandt andet.

I sin video forklarer han sig med, at han ikke taler særligt godt engelsk og derfor er blevet misforstået.

'Jeg overvejede slet ikke, at det jeg sagde, kunne støde nogen, især ikke når man ser på konteksten, hvor vi dansede til Frank Sinatra,' siger han blandt andet.

Han understreger også, at han ikke normalt er respektløs over for kvinder, og at folk, der kender ham, ved, det er sandt.

I et andet tweet har han delt et billede af sig selv sammen med Ada Hegerberg, hvor de to giver hånd.

'Jeg forklarede Ada Hegerberg, hvad der var sket, og hun forstod godt, at det var en joke. Alligevel vil jeg gerne undskylde til alle, som er blevet fornærmede. Allervigtigst stort tillykke til Ada,' skriver han.

Ada Hegerberg optræder til daglig for den franske klub Lyon, hvor hun i år for tredje gang i træk kunne kalde sig Champions League-vinder.

Ada Hegerberg får Ballon d'Or-prisen. Vis mere

15 spillere var på forhånd nomineret til prisen, og undervejs mandag aften blev feltet skåret ned til fem spillere.

Blandt de fem var den danske stjerne Pernille Harder, og til sidst blev det klart, at danskeren faktisk endte på en andenplads - kun seks point efter årets vinder.

Se også