Klokken 20.45 startede kampen. Og få minutter efter var opgøret mellem Lyon og Marseille så suspenderet.

Årsagen er, at Dimitri Payet blev ramt i hovedet af en flaske. Det skriver Olympique de Marseille på klubbens Twitter-profil.

Optrinnet skete efter cirka fire minutters spil af Ligue 1-kampen, og det fik altså spillerne til at forlade banen. Episoden skete, da Payet stod klar til at sparke et hjørnespark.

Tv-klip viser, hvordan en fyldt vandflaske her blev tyret af sted fra tilskuerpladserne, og den ramte fodboldstjernen i hovedet.

Dimitri Payet blev ramt af en vandflaske.
Dimitri Payet blev ramt af en vandflaske. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Franskmanden tog sig til hovedet og gik hurtigt i græsset. Han kom dog hurtigt på benene, og tv-billederne viste, hvordan han med det samme fik en ispose, han måtte holde mod siden af hovedet. Marseilles fans reagerede voldsomt på episoden, og efterfølgende valgte dommeren at suspendere kampen.

Kampens officials holdt et langt møde, imens spillerne og trænerne ventede i omklædningsrummene. Efter mere end en time lød det fra stadionspeakeren, at kampen ville blive genoptaget, men den ville blive afbrudt definitivt, hvis der 'skete det mindste'. Efterfølgende kom dog meldingen om, at kampen skal spilles færdig en anden dag.

Det er ikke første gang i denne sæson, at en kamp i den franske liga er blevet ramt af en skandale.

For i august invaderede en stor gruppe fans banen efter flaskekast – og dengang var det også Dimitri Payet, der var involveret. Han kastede en flaske, som fansene fra OGC Nice i første omgang havde kastet ned mod ham, tilbage mod lægterne.

Og den handling fik Nice-fansene til at gå fuldstændig amok og hoppe over både hegn og forbi sikkerhedsvagterne på stadion.

I mellemtiden forsøgte flere af hjemmeholdets spillere at holde de mange fans tilbage, men det lykkedes ikke, og derfor måtte Marseille-spillerne flygte fra banen.

Hele optrinnet endte i knytnæveslag og kaos, og Payet fortalte efterfølgende, at hans reaktion var 'menneskelig'. For det handlede ikke kun om flasken i det sekund.

»Optrinnet begyndte ikke dér. Jeg har taget hjørnespark i Marseille i seks år. Jeg ved, hvordan det er. Jeg har været målet for kasteskyts i seks år. Men jeg var aldrig blevet ramt på den måde,« sagde han dengang.

Også her blev kampen afbrudt, og den skulle efterfølgende spilles om.