Det lignede længe uafgjort 0-0, men så slog indskiftede Jeppe Kjær til.

Dermed kunne Lyngby rejse hjem fra Slovakiet med en 1-0-sejr over Slovan Bratislava.

Kampen var første opgør i anden kvalifikationsrunde til Europa League, og med opgørets enlige scoring sikrede Lyngby sig et fornemt udgangspunkt til returmødet om en uge.

De første minutter blev hektiske med chancer i begge ender.

Ifølge uefa.com forsøgte både Martin Ørnskov, Bror Blume og Kim Ojo sig for de danske gæster, men hjemmeholdet kom også til flere chancer og lagde et pres.

Ingen af holdene fik dog scoret i første halvleg, og sådan var status også efter en times spil.

Her var Lyngby noteret for 15 farlige angreb og fire forsøg på mål, mens hjemmeholdets statistik sagde 23 farlige angreb og hele 13 forsøg.

Det fortsatte med muligheder i begge ender, men med 20 minutter igen holdt Lyngby stadig nullet uden dog selv at få scoret.

Herefter blev Jeppe Kjær sendt på banen i stedet for Lasse Fosgaard, og det var netop den hurtige angriber, der sørgede for scoringen til 1-0 et kvarter før tid.

Der trækkes lod til tredje kvalifikationsrunde fredag, og derefter venter også en playoffrunde, før man kender holdene, der skal i gruppespillet.

Her er 16 hold automatisk kvalificeret, og de får følgeskab af 22 playoff-vindere.

Lyngby tager imod slovakkerne 20. juli.

/ritzau/