Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Auf Wiedersehen, Bayern München.
En sen scoring af Villarreals indskiftede Samuel Chukwueze sikrede spanierne 1-1 mod tyskerne, der er ude af årets Champions League.
Bayern tabte den første kvartfinale med 0-1 i Spanien. Og dermed er Villarreal videre til semifinalen.
Trods stor bolddominans havde tyskerne ligesom i det første møde mellem de to klubber svært ved at spille sig til de helt store muligheder.
Men modsat kampen i sidste uge var spanierne ikke lige så offensivt orienterede. Villarreal forsøgte primært at holde styr på skanserne i det defensive.
Efter pausen var det et helt andet og mere modigt tysk hold, der trådte ind på det grønne græs.
Anden halvleg var kun syv minutter gammel, da en fejl i de spanske gæsters opbygningsspil blev straffet af det tyske hjemmehold.
Fra en position midt på egen banehalvdel forsøgte midtbanespilleren Dani Parejo at spille bolden frem. Ved hjælp af et højt pres fik Bayern dog opsnappet bolden.
Efter få berøringer landede bolden til Robert Lewandowski, der med et fladt skud uden for straffesparksfeltet knaldede bolden i mål til tysk 1-0-føring via stolpen.
Drømmene bristede dog for tyskerne.
I slutminutterne lagde Bayern tryk på for at få scoret det afgørende mål, der ville sende holdet videre.
Men i stedet slog Villarreal kontra. Gerard Moreno drev bolden frem i højresiden og lagde bolden på tværs i tyskernes straffesparksfelt, hvor Samuel Chukwueze sparkede den ind bag Manuel Neuer i Bayern-målet.
/ritzau/
Genoplev sensation i LIVE-bloggen her: