Når mægtige Manchester United på tirsdag aften klokken 20.45 tørner sammen med Benfica i Champions League-braget på Old Trafford, er der ikke blot meget på spil for de to gange 11 spillere på den veltrimmede grønsvær. Også for de mange sofa-spillere hjemme foran tv-skærmene i Danmark, er der meget at hente. Der kan nemlig være voldsomt mange penge at spare, hvis du hører til dem, der primært har et tv for at kunne se CL-fodbold.

Hvis man ser én Champions League-kamp i hver spillerunde, kan man spare hele 3.979 kr. om året ved at vælge den billigste løsning frem for den dyreste løsning. Mens YouSee skal have 6.206 kr. om året for en tv-pakke, der indeholder kanaler med Champions League-fodbold, er prisen hos Boxer 2.227 kr. om året. Det viser en undersøgelse, som prissammmenligningstjenesten Samlino.dk har foretaget.

»Champions League er en af de mest sete sportsbegivenheder på verdensplan, men det er også en af de dyreste at følge på grund af ekstremt dyre TV-rettigheder. En meget stor del af denne regning havner hos forbrugerne, som skal vælge mellem ret dyre TV-pakker, for at have mulighed for at se kampene,« siger direktør i Samlino.dk Kristian Pitzner-Jørgensen og tilføjer:

»Der findes dog mulighed for at spare mange tusinde kroner om året, hvis man ser sig lidt for og i øvrigt er villig til at vælge kanaler med andet indhold fra. Så jeg vil opfordre til, at man afdækker sit behov og undersøger, om der er en billigere løsning gennem streaming og fritvalgsløsninger.«

Hos Boxer har man kun mulighed for at se Champions League-rundens højest profilerede kamp, mens man hos YouSee kan se op til tre CL-kampe i hver spillerunde. Samtidig får man hos Boxer kun DR’s kanaler og TV3+ som tilvalg, mens man hos YouSee får 25 faste tv-kanaler - herunder DRs kanaler - samt 10 valgfri kanaler.

Hører du til dem, der æder Champions League-kampe, som en sulten ådselsæder fortærer et kadaver, skal du måske overveje at droppe din traditionelle tv-pakke og i stedet vælge streaming-tjenesten Viaplay. For en årlig pris på 3.289 kr. kan du nemlig se alle de Champions League-kampe, du orker. Her er du også sikker på, at du kan følge dit yndlingshold, da Viaplay er den eneste løsning, der giver dig mulighed for at se lige præcis den eller de kampe, du har lyst til, mens de andre udbydere vælger kampene på dine og andre tv-seeres vegne.