I OB arbejder man intensivt med at få stablet et nyt trænerteam på benene. 

Det ventes stadig, at assistenttræner Søren Krogh – der vikarierede som cheftræner i efterårets fire sidste kampe – snart præsenteres som permanent cheftræner i Ådalen.

Det efterlader et ledigt assistenttrænersæde, og her har OB undersøgt adskillige muligheder.

Én af disse er – ifølge B.T.s oplysninger – den succesrige B. 93-cheftræner Kim Engstrøm, der har en fortid som ungdomstræner i OB. 

Kim Engstrøm rykkede i sommer B. 93 op i 1. division, og her har oprykkerne fra Østerbro klaret sig flot og ligger lige nu på niendepladsen i landets næstbedste række – og sluttede året af med tre sejre i streg.

Så det har gjort 44-årige Kim Engstrøm interessant for OB. Men cheftræneren har pænt afvist OB's henvendelse. 

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. har været i kontakt med B. 93-cheftræneren, som dog ikke ønsker at kommentere sagen.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra OB's fodbolddirektør, Björn Wesström. Det har indtil videre ikke kunnet lade sig gøre.

Det er en større personalekabale, som Wesström skal have til at gå op i den kriseramte fynske traditionsklub inden sæsonen genoptages til januar. 

Klubben har på få måneder sagt farvel til cheftræner Andreas Alm, chefscout Adrian von Heijne og vicesportsdirektør Steffen Nielsen, der blev afskediget efter en intern undersøgelse.

Indtil videre har OB ansat Jimmi Nagel, der bliver ny rekrutteringschef. Og så mangler man endnu at præsentere en ny cheftræner, en ny assistenttræner og en såkaldt 'Head of Methodology og Analysis', der skal gøre de famlende fynboer stærkere på spillestilen.