Den danske landsholdsstjerne Nadia Nadim er blevet ramt af en grim korsbåndsskade.

Det betyder, at hun nu står overfor en lang pause. Det oplyser Racing Louisville FC på deres hjemmeside.

»Jeg er så trist over, det er sket. Jeg ved, skader er en del af sporten, men timingen er så uheldig for både mig og holdet, fordi der er så meget lige nu – også med landsholdet,« siger Nadim, der nu skal opereres.

»Det er, hvad det er. Livet udformer sig aldrig, som du forventer det,« siger fodboldstjernen, der blev skadet lørdag, da hun spillede mod Orlando Pride.

Der går desværre noget tid, før vi igen får Nadia Nadim at se i landsholdstrøjen.
Der går desværre noget tid, før vi igen får Nadia Nadim at se i landsholdstrøjen. Foto: Javier Lizon
Vis mere

Planen var egentlig, at 33-årige Nadia Nadim efter den kamp skulle have været afsted med landsholdet, der er i gang med at kvalificere sig til VM i 2022. I stedet venter der nu mange måneders pause.

Racing Louisville FC skriver, at som det ser ud lige nu, skal hun 'spejde efter at nå at vende tilbage til banen' til sommerens slutrunde.

Skaden ærgrer i den grad den amerikanske klub, der hentede Nadim for blot to måneder siden.

»Vi er selvfølgelig allesammen dybt skuffede. Nadia er en vigtig spiller for os, og vi kommer til at mangle hendes kvaliteter, lederskab og den passion, der har gjort hende til en fanfavorit på så kort tid,« siger klubbens vicedirektør James O'Connor.

»Jeg er ikke i tvivl om, at Nadia angriber det her ligesom hun angriber mange andre ting i sit liv: med fuld fart på,« siger han, ligesom klubben også har delt en hilsen til Nadim på Twitter.

'Hun er en fighter,' lyder det i opslaget til den ærgerlige nyhed.

Det danske landshold skal torsdag spille kamp mod Malta, og her skulle Nadia Nadim have spillet sin kamp nummer 100 i den røde og hvide trøje.