Det er ikke slut endnu.
I april fik DBU ellers en mavepuster med knockout-kraft, og fem års arbejde gik op i røg.
Ved en afstemning i Lissabon stod det klart, at Norden med Danmark i spidsen ikke ville blive værter for EM i kvindefodbold i 2025.
Der stank ellers af dansk sejr, da B.T. begav sig rundt på UEFA-hotellet, mens DBU havde samlet alle de vigtige interessenter i Helsingør, hvor landsholdet også opholdt sig.
Skuffelsen kunne ikke være større hos DBU-formand Jesper Møller, der hurtigt forlod konferencelokalet, hvor Schweiz blev annonceret som vinder.
Nu har han sundet sig, og han nægter at give op.
»Vi bør have et EM for kvinder,« lyder klart fra Møller på telefonforbindelsen fra Australien, hvor VM i kvindefodbold er ved at nå sin kulmination.
»Vi skal have et fyrtårn for kvinde- og pigefodbolden af den her karakter. Vi er nødt til at finde på et eller andet snart. En turnering, en finalekamp, et eller andet.«
»Jeg så, hvad det betød for herrerne i København. Det skaber en euforisk stemning for sporten, når vi er hjemme. Det er jeg i tænkeboks over og stikker i fingeren i jorden for at finde ud af, hvordan det skal lade sig gøre. Vi skal ikke give op.«
Problemet for Danmark er lige nu, at kvindefodbolden globalt set er ved at tage et ryk til et sted, hvor et lille land har svært ved at følge med som arrangør. Derfor virker et delt mesterskab som den eneste mulighed for Danmark.
»Da jeg første gang foreslog at få en turnering til Danmark, så handlede det om VM i 2027. I 2017 var det jo en mulig og realistisk ambition.«
»VM i Danmark 2027 er slut. Det kan ikke lade sig gøre, og det er jo fantastisk, for kvindefodbolden har vokset sig så stort.«
I 2029 skal der afholdes endnu et EM. Her kan Danmark igen byde sig til.