»Jeg havde det store privilegium at træne den bedste fodboldspiller nogensinde. Dette vil blive hans sidste kamp på Parc des Princes, og jeg håber, at han vil få den bedste velkomst.«

Sådan lød det fra PSG-træner Christophe Galtier på et pressemøde torsdag.

Dermed stod det klart, at Lionel Messi snart var fortid i Paris Saint-Germain. Troede man.

For nu gør den franske storklub det klart, at Galtier blot havde udtrykt sig forkert.

Det skriver L'Equipe.

Det, Galtier efter sigende skulle have ment, var, at lørdagens kamp mod Clermont blot ville blive Messis sidste på Parc des Princes – i denne sæson.

Og dermed åbner de altså en lille dør for, at Messi kan fortsætte hos de franske mestre.

Den argentinske superstjerne kom til PSG i august 2021.

Her nåede han at spille 74 kampe med 32 mål og 35 assists til følge. Indtil videre.

Lige nu er der tonsvis af rygter om Messis fremtid. Det kan blive i Saudi-Arabien, MLS, et comeback i Barcelona – eller også bliver Messi i PSG.

Rygterne er mange, og hovedpersonen har endnu ikke meldt noget ud om fremtiden.