Hvis du havde sat dig til rette i sofaen og glædet dig til at se aftenens Superligakamp fra start, måtte du væbne dig med tålmodighed.

Viaplay og kanalen TV3 Sport var nemlig nede i de første 25 minutter af fredagens kamp mellem OB og AaB, hvor det hverken var muligt at se kampen på Viaplay, YouSee eller flow-tv.

Kanalen kom op at køre igen, men forskudt. Dermed var seerene cirka 25 minutter bagud i kampen, og TV3 Sport skrev på sin hjemmeside, at der ikke kunne gives et tidspunkt for, hvornår livesignalet ville komme op at køre igen, hvilket altså aldrig skete.

Også Benjamin Munk Lund, der er sportchef hos Viaplay, beklager situationen.

»Det er vi ufatteligt kede af. Vi undersøger, hvad der er gået galt, og om vi kan gøre noget for, at det ikke sker en anden gang. Det sker, lige da kampen skal i gang. Vores kanal bliver sendt fra Sverige, og vi kan ikke få livesignalet fra Danmark til Sverige og ud til seerne,« siger han til B.T. og fortæller, at Viaplay planlægger at genudsende kampen:

»Da uheldet sker, er vi et sted i kampafviklingen, hvor spillerne står i tunnelen og skal på banen, og tilskuerne er også dukket op. Vi holder meget af tv-seere, men der skal kampen i gang, og der var ikke noget at gøre.«

På TV3 Sport Superligas Facebook-side er der også massiv utilfredshed blandt brugerne.

'I skulle skamme jer,' lyder det blandt andet fra en bruger.

'Hvordan har I tid til at lave 100 opslag indenfor en halv time, men ikke tid til at spole en halv time frem for, at vi rent faktisk kan se kampen live?' skriver en anden.

»Vores eneste mulighed var desværre at sende forskudt. Live-signalet kunne ikke spilles ud, så dette var den løsning, der var her til aften, hvis vi skulle vise kampen, så det blev vores valg at leve med og levere den løsning. Vi havde håbet at kunne komme på live undervejs, men det lykkedes desværre ikke,« lyder svaret fra Benjamin Munk Lund.

Kampen sluttede 2-1 til OB.