'One Love'. Teksten, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på FIFA.

Anførerne ved herrernes VM i Qatar undlod at gå på banen med 'One Love'-armbånd på, da de blev lovet sportslige straffe, hvis de trodsede FIFA.

Men kvinderne tør godt.

'One Love'-anførerbindene kommer tilbage, for kvinderne agter at bruge dem ved VM senere på året, fortæller den svenske landsholdsstjerne Kosovare Asllani – også selvom det kan få sportslige konsekvenser.

»Vi vil ikke trække os. Vi er kvinder,« siger AC Milan-spilleren.

Hun leverede ifølge Dagens Nyheder noget, der minder om en brandtale, da hun mødte pressen.

»De (FIFA) har måske nemmere ved at styre herrelandsholdene, men vi damer og kvinder er pionerer, vi vil ændre verden og flytte den fremad. Hvis det betyder, at nogle ville straffe os, så lad dem. Men hvis vi skaber en 'bevægelse', hvor alle gør det samme, ser det ikke godt ud, hvis de bliver ved med at straffe alle.«

Kosovo Asllani har ofte haft anførertjansen i fraværet af den skadede Caroline Seger.

Sveriges Magdalena Eriksson er partner med Danmarks Pernille Harder.
Sveriges Magdalena Eriksson er partner med Danmarks Pernille Harder. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Englænderne har allerede meldt ud, at de kommer til at tage armbåndet på under VM i New Zealand og Australien.

»Vi er i sync der. Det er sjovt at mærke. Det er ret fedt at se det i kvindefodbold,« siger Chelseas Magdalena Eriksson, der er kærester med den største profil på det danske landshold, Pernille Harder.

Både Eriksson og Asllani er desuden stærkt kritiske over for, at 'Visit Saudi' skal sponsorere VM, der spilles fra 20. juli og en måned frem.