Der er opstået kæmpe drama i FC København.

Også selv om de forsvarende danske mestre egentlig allerede er gået på juleferie.

For fredag smed Bold nemlig lidt af en bombe, da mediet skrev, at FCK-ledelsen arbejder på et farvel til Jacob Neestrup og dermed et trænerskifte denne vinter. Enten via. et salg eller en fyring.

Og derfor er det da også det helt store samtaleemne i seneste episode af B.T.s podcast 'B.T. Fodbold' 

Her påpeger medvært Jakob Kløcker i hvert fald, at det vil se underligt ud, hvis FCK-ledelsen ender med at fyre Jacob Neestrup efter de scener, der udspillede sig lørdag aften i Parken.

For her var der enorm støtte til cheftræneren fra FCK-fansene.

Jacob Neestrup kan snart være fortid i FCK.
Jacob Neestrup kan snart være fortid i FCK. FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Efter weekendens scener i Parken vil det være en vild beslutning at fyre ham. Med al den kærlighed og støtte, han fik derinde, så kan de jo næsten ikke fyre ham. Det vil virkelig se skidt ud, hvis de gør det,« lyder det fra Jakob Kløcker, inden han fortsætter:

»Fansene elsker jo stadigvæk Neestrup. Jeg tror mere, det er et problem for ledelsen, at de ikke kan skille sig af med ham nu, hvor man kan se, der er så stor opbakning til ham fra fansene.«

Lidt samme ordlyd kommer fra B.T.s sportsredaktør og vært på 'B.T. Fodbold', Lasse Vøge:

»Det er jo med en sejr over Champions League og en rørende oplevelse i Parken i bagagen. Det vil se dumt ud.«

»Men spørgsmålet er, om det var en sten i skoen på FCK-ledelsen, at efteråret nu slutter med de her to sejre. For måske de allerede havde besluttet sig for, at Neestrup skulle udskiftes,« lyder det videre fra Lasse Vøge.

FCK's sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, slog lørdag fast, at klubben ikke arbejder på en udskiftning på trænerposten.

»Overhovedet ikke, overhovedet ikke. Det kunne jeg aldrig finde på. Han er pissedygtig og den rigtige for FC København,« lød det fra FCK-bossen ifølge TV 2 Sport.

Du kan høre hele diskussionen om FCK-dramaet i seneste episode af 'B.T. Fodbold' herunder:

B.T. Fodbold

I ugens episode kigger panelet på FC København-boss Sune Smith-Nielsens rasende optræden efter sejren over Esbjerg. Halvårets flop og top kåres. Og der tages hul på transfersnakken. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jakob Kløcker Producer: Teis Thornberg Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen