Der findes gode præsentationer og dårlige. Og så findes der de helt fantastiske, som overhovedet ikke er med vilje.

Den sidste kategori skriver MLS-klubben FC Cincinnati sig ind i sammen med Jaap Stam. Eller det troede de i hvert fald. For lad os bare tage historien helt fra starten, og jeg lover, at den kun bliver bedre til sidst.

FC Cincinnati havde gjort et lille scoop, da de fik fingrene i den hollandske træner og tidligere topspiller Jaap Stam. Sådan noget skal naturligvis fejres på de sociale medier, og det var her, det gik galt.

'Vær med til at ønske velkommen til den nye træner for FC Cincy, Jaap Stam,' skrev den amerikanske klub og garnede det med et billede af den tidligere Manchester United-spiller.

Troede de. For det var overhovedet ikke Jaap Stam på billedet, og det gik ikke Twitter-brugernes næser forbi.

Hurtigt fandt de ud af, at billedet af den falske Jaap Stam stammede fra en kamp mellem Ajax og Heracles tilbage fra november 2013. Et billede, der af billedbureauet Getty var blevet mærket med navnet Jaap Stam.

Det var bare Ajax' ungdomstræner Tinus van Teunenbroek.

FC Cincinnati blev selv opmærksomme på fejlen og fjernede det velkomst tweet, inden de kort efter var klar med et nyt - og med en ny tekst.

'Vær med til at ønske velkommen til vores reelle nye træner, Jaap Stam,' skrev klubben med et glimt i øjet og et billede af den rigtige Jaap Stam.

Men de skulle ikke slippe så nemt. For sådan en fejl fanger internettet lynhurtigt, og de straffer den også. Konkurrenterne fra MLS var klar med fremragende stikpiller til FC Cincinnatis opdaterede tweet.

'Tillykke, Jaap,' skrev Columbus Crew med et vedhæftet billede af Jason Statham, mens Philadelphia Union ønskede held og lykke til Jaap Stam med et billede af den dygtige både musiker og danser Pitbull.

Du kan se modstandernes kække svar herunder. Og herfra skal der lyde et tillykke til Stig Tøfting med det nye job i Cincinnati.