Tre gange er oprykkerne fra Viborg og FC Vestsjælland mødtes i Superligaen, og hver gang er det endt med jysk sejr. 

Således også fredag aften, hvor Kevin Mensah med sit mål efter bare 48 sekunder scorede kampens eneste basse, og med sejren rykkede Viborg på grund af målforskellen forbi Ove Pedersens FC Vestsjælland.

Ikke i sig selv bekymrende, mente vestsjællændernes træner.

- Vi ligger lige med et hold, der har taget ni point fra os. Det er da imponerende. Hvor pokker skal de nu få pointene fra?, spurgte Ove Pedersen mere kækt TV3 Sport1's reporter, end hans sindstilstand egentlig burde tillade.

- Det var ikke nogen god kamp, og det var jo ikke bare 10 minutter, men 45 minutter, det var galt. Når man ikke rammer dagen, må man samle sig. I dag spredte vi os. Vi burde have været bagud med 2-0 eller 3-0, og i det lys er jeg tilfreds med, at vi ender med at komme tilbage og true dem. Vi spiller en fin anden halvleg og får skabt de fornødne chancer til sidst, siger Ove Pedersen.