»Hvorfor er der ingen shorts?«

Thomas Gravesen går rundt i omklædningsrummet og brokker sig. Han er sidste mand, der mangler at blive klar. Duften af varmecreme fylder næseborene i rummet, hvor landsholdslegender fra flere årtier sidder på træbænkene og tålmodigt venter på den tidligere Real Madrid-spiller.

»Og hvad er det her?« Gravesen brokker sig nu over strømperne, som er nye og derfor for stive.

»De skal bare spilles til,« forklarer hans sidemand, den tidligere Manchester United-spiller John Sivebæk. Imens giver Stig Tøfting udtryk for sin begejstring over, at landsholdstrøjen med nr. 6 på ryggen faktisk er for stor til ham.

Det danske Old boys fodboldlandshold spillede fredag i Hedensted. Her Thomas Gravesen i omklædningsrummet.
Det danske Old boys fodboldlandshold spillede fredag i Hedensted. Her Thomas Gravesen i omklædningsrummet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Humøret er højt denne fredag aften i Hedensted, hvor oldboys-landsholdet skal spille kamp mod det lokale oldboyshold. Efter næsten et års pause er de gamle fodboldkoryfæer igen klar til at tørne ud i de rød-hvide farver.

»Når vi er i omklædningsrummet igen, fortsætter samtalerne bare fra sidst. Og det er jo den jargon og den hygge, vi har inde i omklædningsrummet, som man måske lidt savner i det daglige. Den der lugt af sure sokker og fodboldstøvler og hele omklædningssnakken … Det er bare fedt,« siger Stig Tøfting, som er anfører på oldboys-landsholdet.

Stjernestøv fra 80’erne

Majsolens stråler bryder lejlighedsvis igennem de mørke skyer over Hedensted Stadion. Ud fra anlægget flyder tonerne af gamle landsholdssange, mens folk stiller sig klar langs banderne med øl, sodavand og stadionplatter.

Inde på banen varmer oldboys-landsholdet sporadisk op. Thomas Gravesen går med vilje ind i Peter Graulund, mens Martin Jørgensen skyder et godt stykke forbi et tomt mål. Træner Per Andersen forsøger at orkestrere lidt fælles opvarmning.

Imens får spillerne lejlighed til at sende stikpiller til hinanden, da de skiftevis interviewes af stadionspeakeren.

Peter Graulund noterer sig, at »det er en flot, men efterhånden tung midtbane«, de stiller med i form af Jørgensen, Gravesen og Tøfting. Og Stig Tøfting affejer alt snak om et ungt hold, da »Sivebæk har gået i klasse med Grauballemanden«.

Selvom John Sivebæk er én af de ældste på holdet, så nyder den 57-årige stadig at spille i rødt og hvidt. Og så længe formen stadig tillader det, vil han fortsætte med at gøre det.

»Jeg tror, at når man først har været i det her miljø, så er det svært at slippe igen. Der er en naturlig grænse for, hvor længe man kan blive ved. Men jeg vil vove påstå, at de fleste af dem, der kan blive ved, de nyder det.«

Som alderspræsident er der ikke mange på det nuværende oldboys-landshold, som Sivebæk kan dele minderne fra VM i Mexico og EM-triumfen i 92’ med. Men det gør heller ikke så meget.

»Selvfølgelig var det da sjovere dengang, der også var nogen, man selv spillede med. For man kan jo godt mærke, at de her måske er lidt yngre og i lidt bedre form. Men jeg synes bare, det er sjovt at være med. Der kommer nye historier, og efterhånden, som der kommer nye med, lærer man dem at kende. Så jeg nyder det.«

Ude på trænerbænken sidder der dog en mand, som Sivebæk kan dele gamle minder med. Sepp Piontek, som revolutionerede det danske fodboldlandshold i 80erne, er nemlig som teknisk direktør stadig knyttet til oldboys-landsholdet.

»Jeg har været med i mange år. Det er jo sjovt med de mange ikoner, der er med. Og hele kammeratskabet og dét, at man stadig er glad for at spille fodbold. Det er vigtigt,« siger den 79-årige tysker, som var landstræner i perioden 1979-1990.

Spiller for at vinde

Da kampen fløjtes i gang, afløses al pjat og drillerier med det samme af seriøse miner. Det er tydeligt, at det er gamle eliteudøvere, som er vant til at spille for at vinde.

»Kig op, John!« råber Thomas Gravesen med sin hæse stemme allerede efter få minutters spil. Det vanlige fremskudte bryst har med årene fået selskab af maven.

Men selvom vindermentaliteten er bevaret, skal der spillemæssigt bankes rust af hele vejen rundt. Afleveringer og tæmninger sidder ikke lige så skarpt som dengang, men indimellem skinner fortidens storhed igennem og begejstrer de 2.539 fremmødte på Hedensted Stadion.

Store landsholdsøjeblikke bliver genoplivet, når Tøfting med hård hånd dirigerer midtbanen, John Sivebæk suser op og ned af højre kanten, og Martin Jørgensen finder de små lommer i forsvarets defensiv ude fra sin position i venstre side.

Thomas Gravesen under Old Boys-kampen.
Thomas Gravesen under Old Boys-kampen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi falder ind i de samme roller. Det er jo de samme, som råber inde på banen i dag, som det var for 15 år siden. Og så kan vi jo stadig godt lide at spille fodbold, og vi hader stadig at tabe,« siger Martin Jørgensen.

Et sammenhold for livet

»Hvor er Graver?«

Cheftræner Per Andersen står nede i omklædningsrummet sammen med spillere og stab og venter på Thomas Gravesen, så de kan råbe slagsang efter en fortjent 4-1 sejr over Hedensted IF.

Netop de to havde en sjov episode i slutningen af kampen, da Gravesen blev skiftet ud efter ét mål, én assist og ét fremtvunget straffespark.

»Du skal kraftedme ik’ tage mig ud!« skreg Gravesen, mens han hev fat i kraven på Andersen. Til stor morskab for både tilskuere og spillere.

Efter noget tid dukker Gravesen endelig op og bliver med det samme midtpunkt nede i omklædningsrummet.

Spillerne samler sig i en rundkreds, mens Per Andersen holder en længere tale. Med smil på læberne og armene om hinanden står flere årtiers fodboldlegender samlet. Side om side og i rød-hvide farver. Som så mange gange før.

’Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Danmark af – hey, hey, hey!’ råbes der i kor.

Duften af varmecreme er erstattet af jord, sved og øl. Og luften bliver langsomt tungere af vandet fra de varme brusere.

Efter kampen skal spillerne spise sammen. Der skal snakkes gamle dage og fortælles røverhistorier, inden de igen går hvert til sit.

Men selvom de har lagt deres professionelle fodboldkarrierer bag sig, og at mange af dem i dag kun mødes til fodboldarrangementer og oldboys-landskampe, så har de opbygget et sammenhold for livet.

»Det er et fantastisk sammenhold. Langt de fleste af os kender jo hinanden gennem landsholdsårene. Det dør aldrig sådan noget,« siger Thomas Gravesen.