Den danske landsholdsstjerne Pernille Harder var blot seks point fra at blive den første kvindelige Ballon d'Or-vinder tidligere på ugen. I dag kan hun trøste sig med en anden flot hæder.

Den store engelske avis the Guardian har fået 72 eksperter til at pege på deres favorit til årets kvindelige fodboldspiller. Og her giver den danske stjerneangriber alle konkurrenterme baghjul.

26-årige Harder tager prisen foran australske Sam Kerr og den meget omtalte Ballon d’Or-vinder Ada Hegerberg fra Norge. Sidste år endte Harder som nummer to på samme liste.

»Med hendes evne til at drible forbi modspillerne, tekniske kvaliteter og målnæse er hun nok den mest komplette fodboldspiller i verden lige nu,« skriver avisen blandt andet som begrundelse for, at den danske topscorer fra Wolfsburg løber med sejren i kåringen.

 

Danmarks Pernille Harder.
Danmarks Pernille Harder. Foto: Henning Bagger
Vis mere