Det hollandske fodboldlandshold kommer lørdag til at vise sin utilfredshed over, at Qatar næste år skal være vært for VM.
Hollænderne kommer, ligesom Norge og Tyskland har gjort det, til at protestere mod valget af ørkenstaten som VM-vært, når de møder Letland i VM-kvalifikationen.
Det siger forsvarsspilleren Matthijs de Ligt ifølge Reuters.
Juventus-profilen vil dog ikke afsløre, hvordan hollænderne kommer til at gøre det.
- I får at se i morgen (lørdag, red.), siger De Ligt.
Norges landsholdsspillerne bar under opvarmningen til deres kamp mod Gibraltar onsdag t-shirts med teksten "respect, on and off the pitch" (respekt, på og uden for banen).
Da holdet stillede op til nationalsang skete det iført andre t-shirts, hvor ordet "respect" var skiftet ud med "human rights".
Tysklands landshold fulgte trop torsdag. Da de 11 spillere i den tyske startopstilling havde afsluttet nationalsangen, smed de som vanligt træningstrøjerne.
Men det var ikke spilletrøjen, der derefter kom til syne på de tyske torsoer. Det gjorde i stedet særlige t-shirts, hvor hver spiller havde fået sit eget bogstav.
Tilsammen dannede holdet ordene "human rights" (menneskerettigheder, red.).
Diskussionerne om Qatar som kommende VM-vært har stået på længe, men fik nyt liv i februar.
Her opgjorde den engelske avis The Guardian med indsigt fra regeringskilder, at 6500 gæstearbejdere har mistet livet i Qatar, siden ørkenstaten i 2010 blev tildelt VM-værtskabet i 2022.
/ritzau
