Andrea Agnelli, præsidenten for den italienske fodboldklub Juventus, er blevet idømt et års karantæne.

Det meddeler Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) ifølge nyhedsbureauet AP.

Juventus skal desuden betale en bøde på 300.000 euro, cirka 2,2 millioner kroner.

Andrea Agnelli er blandt andet blevet dømt for at have solgt billetter til yderliggående fans af Juventus. Disse billetter er blevet handlet på det sorte marked.

Også Juventus' sikkerhedschef, chefen for billetsalget og forhenværende marketingchef er blevet dømt i sagen.

Anklageren havde krævet præsidenten udelukket i to et halvt år og vil appellere afgørelsen.

»Jeg er delvist tilfreds, fordi vi var i stand til bevise alles skyld, men fakta er så alvorlige, at jeg mener, de skulle have været straffet mere,« siger anklageren, Giuseppe Pecoraro.

Andrea Agnellis advokat oplyser, at hans klient også vil appellere.

41-årige Andrea Agnelli blev for nylig valgt som præsident for European Club Association (ECA), som er en sammenslutning blandt de største klubber i Europa.

/ritzau/