42-årige Gianluigi Buffon og 35-årige Giorgio Chiellini er også på kontrakt i Torino-klubben i næste sæson.

Juventus forlænger kontrakterne med de to klublegender Gianluigi Buffon og Giorgio Chiellini.

Det meddeler den italienske mesterklub på sin hjemmeside.

Begge spillere får en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2021. Målmanden Buffon er 42 år, mens forsvarsspilleren Chiellini er 35 år.

»Der er spillere, der ikke behøver nogen introduktion. Mestre, hvis historie taler for sig selv, og hvis forhold til trøjen, de bærer, er uopløselig,« skriver Juventus blandt andet på sin hjemmeside om forlængelserne.

Buffon vendte retur til Juventus forud for den igangværende sæson efter et år i Paris Saint-Germain. Til næste sommer er det 20 år siden, at Buffon ankom til Juventus fra Parma.

I denne sæson er han reservemålmand. Det er derfor kun blevet til 13 optrædener i alle turneringer for Buffon, der tilbage i 2006 var med til at vinde VM med Italien.

Chiellini fik sin debut for Juventus i 2005 og har været i klubben lige siden. Han afløste dengang klubbens nuværende vicepræsident, Pavel Nedved, i en Serie A-kamp mod Messina.

/ritzau/