En opsigtsvækkende protest har rejst sig mod superangriberen Romelu Lukaku, som er havnet i en gigantisk kattepine.
Det er Juventus' fans, der er utilfredse med udsigten til, at Lukaku, der har været en målhelt hos ærkerivalerne Inter, kan være på vej til deres klub.
Derfor stormede flere hundrede fans ind på banen på Juventus' stadion i forbindelse med en testkamp mellem Juventus' førstehold og klubbens største unge talenter.
'Vi vil ikke have Lukaku!' lød tilråbene fra de protesterende fans, som blev holdt tilbage af sikkerhedsvagter. Se videoen herunder.
De utilfredse fans bakkede samtidig op om klubbens dyre angriber Dusan Vlahovic med tilråb fra første minut af kampen.
Utilfredsheden blandt storklubbens 'tifosi' skyldes, at Juventus-ledelsen og Lukaku har transferflirtet denne sommer, samtidig med at både Chelsea og Paris Saint-Germain lurer på at købe Vlahovic.
Udover baneinvasionen og hyldestsangene til Vlahovic viste fansene også deres utilfredshed med Lukaku med et gigantisk banner, hvorpå der stod 'Lukaku, bliv i Milano – vi har allerede en reservemålmand' – med reference til sidste sæsons Champions League-finale, hvor Lukaku uheldigvis stod i vejen for en Inter-scoring.
Den belgiske stjerneangriber er ejet af Chelsea, hvor han er uønsket, derfor var han i sidste sæson lejet ud til Inter, hvor han før har spillet med stor succes.
Inter har dog ikke råd til at købe ham fra af Chelsea denne sommer, og desuden er Lukaku nu raget uklar med Inter-ledelsen, så nu er også Milano-klubbens fans sure på ham efter at flirten med Juventus er kommet frem i medierne.
Dermed er det ganske uvist, hvor det 30-årige målfænomen kommer til at tørne ud, når transfervinduet lukker i slutningen af måneden.