Juventus røg onsdag aften ud af Champions League efter et samlet 3-4-nederlag til Real Madrid i kvartfinalen.

Et omdiskuteret straffespark til Real Madrid dybt inde i overtiden blev afgørende for, at Real Madrid gik videre trods en Juventus-sejr på 3-1 i onsdagens returkamp i Madrid.

Juventus-præsident Andrea Agnelli mener ikke, at der var straffespark og kræver videohjælp til dommerne i Champions League.

»Det handler ikke om en eller to episoder, men om at se fremad i en kæmpe turnering med mange penge og prestige. Vi kan ikke tillade, at disse episoder sker,« siger Agnelli ifølge Reuters.

Agnelli, der er formand i sammenslutningen af europæiske fodboldklubber (ECA), er tilhænger af systemet VAR (Video Assistant Referee), som blandt andet er indført i den tyske og italienske liga.

Han mener ikke, det er nok, at der er en ekstra dommer til stede på mållinjen, som tilfældet var i Madrid onsdag aften.

»En mållinjedommer er ikke det samme som en dommer, der skal vurdere en tv-gengivelse. Hvis ikke Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.) er klar til det, så skal de træne folk hurtigt, som Serie A har gjort, og som man har gjort i Tyskland, Portugal og andre steder,« siger Agnelli.

Michael Oliver, den engelske dommer der dømte straffesparket i overtiden, får også nogle hårde ord med på vejen.

»Spillere begår fejl, og det gør dommere også, men denne dommer mistede helt kontrollen over situationen,« mener Agnelli.

Real Madrid-angriberen Lucas Vasquez, som fik tildelt straffesparket, følte, at Juventus-stopperen Medhi Benatia væltede ham i skudøjeblikket tæt foran mål, efter at Cristiano Ronaldo headede på tværs.

»Det er normalt. Det var i sidste minut, men der var straffe. Cristiano gav mig bolden, og da jeg var ved at afslutte, kom forsvarsspilleren bagfra og væltede mig,« siger Vasquez.

Efterfølgende blev Juventus-målmand Gianluigi Buffon udvist for protester, inden at Ronaldo køligt scorede det afgørende mål i 98. minut.

/ritzau/