Hvad skal man sige, når en stor drøm endelig går i opfyldelse?

For Jürgen Klopp var det svært at finde ordene, da det sent torsdag aften stod klart. Liverpool er engelske mestre for første gang i 30 år.

»Jeg har ingen ord. Det er helt utroligt,« siger en meget rørt Jürgen Klopp i et interview med Sky Sports, mens han sidder i en rød Liverpool-trøje.

Allerede fra interviewets start har han tydeligt svært ved at holde tårerne tilbage.

»Det er meget mere, end jeg nogensinde ville tro var muligt. At blive mester med denne klub er helt utroligt. Når man ved, hvor meget Kenny støttede os, er det her også til dig, Kenny (Dalglish, red.). Det er også for Stevie, som måtte vente længe, og nu er det til alle,« siger Jürgen Klopp, der kalder det nemt at motivere holdet på grund af den fantastiske historie, den har.

Klubben sikrede sig ikke mesterskabet ved selv at spille. Det kom i stedet endegyldigt i hus, da Manchester City tabte til Chelsea og dermed ikke kan indhente Liverpool.

»Det er utroligt. Manchester Citys kamp var intens, som I kan forestille jer. Jeg ville ikke rigtigt gå ind i den, men det gør man alligevel, når man sidder og ser den og de store chancer, Chelsea har. Det var intenst. Men det er en fantastisk bedrift af spillerne. Det de har formået de sidste to-tre år, er en kæmpe glæde for mig. Det er en fornøjelse at træne dem,« siger Jürgen Klopp.

Da han bliver spurgt, om det er en lettelse endelig at kunne kalde sig mestre efter 30 år, holder han dog lige en kort pause, inden han trækker vejret og svarer.

»Jeg ventede ikke 30 år, jeg har været her fire et halvt, og vi havde ikke rigtig chancen før sidste år. Det er andet år, vi har chancen. Det er utroligt. Men det er en lettelse på grund af de tre måneders afbrydelse. Ingen vidste, om det ville fortsætte, og du ved ikke, hvordan du kommer tilbage. Alle kampe er svære,« siger Jürgen Klopp med henvisning til hele coronakrisen.

Der er syv runder tilbage af årets Premier League-sæson, og i næste runde mødes netop Liverpool og Manchester City.