Tirsdag blev det officielt, at danske Jon Dahl Tomasson ikke fortsætter som træner for det svenske fodboldlandshold.
Han er blevet fyret ovenpå en række af nedslående svenske resultater, hvor et 1-0 nederlag til Kosovo blev dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Tager man den umiddelbare temperatur hos svenskerne, græder de tøre tårer over tabet af den danske landstræner.
Under et opslag på herrelandsholdets officielle Instagram-side, hvor fyringen blev annonceret, flyder det over med reaktioner på fyringen. De peger altovervejende i én retning.
'Tak for ingenting, vi ses en anden dag,' lyder det kort og godt fra en bruger.
'Praise the lord (tak Gud, red.)' skriver en anden.
En tredje bruger fortsætter i det religiøse spor med ordene: 'Jeg plejede at bede for disse tider'.
Andre mener tydeligvis også, at dagen kalder på fejring. 'Hvem arrangerer fest?' lyder det.
Nogle få takker dog oprigtigt den dansk-svenske Jon Dahl.
'Danmark takker for dit store stykke arbejde, Jon,' skriver en bruger blandt andet. Om det for den sidstes vedkommende gælder, at han tror på en kuriøs teori om Jon Dahl Tomasson, vides ikke. Men flere tror på, at der er en helt særlig grund til den nu tidligere landstræners svigtende resultater. Læs mere om det her.