Jublen er stor på det danske kvindelandshold, der tirsdag aften tog det sidste skridt mod næste sommers VM-slutrunde i Brasilien.

Danmark behøvede blot et point, men vandt hele 4-1 på udebane over Serbien og satte to streger under en overbevisende kvalifikation i kamp med nogle af Europas bedste nationer.

- Det er simpelthen så fantastisk. Der er ingen tvivl om, at vi var det bedste hold i dag, siger forsvareren Stine Ballisager til DR.

- Det er lidt af en rutsjebanetur, vi har været på.

- I efteråret spillede vi playoff mod Finland for at blive i A-gruppen. Nu har vi vundet A-gruppen, siger hun med henvisning til, at kvalifikationen blev spillet i et Nations League-format, hvor de bedste møder hinanden.

Det er sjette gang, det danske kvindelandshold har kvalificeret sig til en VM-slutrunde.

En række af de danske spillere var også med for fire år siden, da man nåede ottendedelsfinalen ved VM i Australien.

- Jeg husker VM i Australien som noget af det største. Og som kvindefodbolden udvikler sig, tror jeg, VM i Brasilien bliver endnu bedre, siger Stine Ballisager.

Kvalifikationen er en fjer i hatten på landstræner Jakob Michelsen, der har fået en kanonstart i jobbet, hvor han efter otte kampe fortsat er ubesejret.

- Når man får en ny træner, kommer der tit et boost, og det er bare fortsat hele året. Det er fantastisk, at vi har kunnet holde det ved lige.

- Vi er bundsolide defensivt og har nogle spillere med noget power oppe foran, siger Stine Ballisager.

Amalie Vangsgaard fik en hovedrolle mod serberne, hvor hun lavede to flotte mål og tilkæmpede sig et straffespark.

Specielt målet til 4-1, hvor hun drejede bolden helt over i modsatte målhjørne, var en VM-billet værdigt.

- Uanset i hvilken kamp man scorer sådan et mål, er det fedt. At det så sker i den afgørende kvalifikationskamp til VM, er bare ekstra fedt, siger Vangsgaard til DR.

/ritzau/