Alt tyder på, at Lionel Messi forlænger sin kontrakt med Barcelona.

Det skriver i hvert fald den anerkendte transferjournalist Fabrizio Ramano på Twitter.

»Barcelona arbejder på de sidste detaljer/klausuler og forbereder et officielt nyt kontrakttilbud til Lionel Messi, som løber til juni 2023.«

»Barcelona er overbeviste om, at aftalen nok skal blive til noget efter positive samtaler,« skriver han.

Fabrizio Romano fremhæver ligeledes tilgangen af argentinske Sergio Agüero som noget, der kan hjælpe Barcelona til at holde på Messi.

Lionel Messis kontrakt udløber med udgangen af denne måned, og der har længe været spekuleret i, hvor superstjernens fremtid ligger.

Mere og mere indikerer altså nu, at han vælger at blive i Barcelona, hvor han har spillet hele sin karriere.

Her har Messi blandt andet været med til at vinde ti mesterskaber, fire Champions League-titler og syv Copa del Rey-trofæer.