Josip Weber, der tre år i træk blev topscorer i den belgiske liga i 1990'erne, er død i en alder af 52 år.

Den tidligere fodboldspiller Josip Weber er tirsdag død af en kræftsygdom. Han blev 52 år.

Angriberen slog i 1990'erne sit navn fast i den belgiske liga, hvor han tre år i træk fra 1992 til 1994 var topscorer i ligaen.

Alle tre gange skete det, mens han spillede for Cercle Brugge, der dengang var midterhold i den bedste belgiske række.

Josip Weber tegnede sig i de sæsoner for omkring halvdelen af Cercle Brugges mål.

Klubben har efter hans død givet fans mulighed for at skrive en sidste hilsen til Josip Weber i en bog, der er lagt frem ved Cercle Brugges hovedkvarter.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Josip Weber blev født i det daværende Jugoslavien, og i 1992 nåede han at få tre landskampe for Kroatien, hvor han scorede et mål.

På grund af sine belgiske rødder fik han mulighed for at spille for Belgiens landshold, og i juni 1994 debuterede han for holdet med at lave fem mål i en 9-0-sejr over Zambia.

Josip Weber lavede yderligere et mål inden VM i USA i 1994, hvor han var med i Belgiens trup.

Angriberen var med i alle Belgiens fire kampe ved VM, heraf tre fra start, uden at han dog formåede at komme på scoringslisten.

Efter VM skiftede han til den belgiske storklub Anderlecht.

Han fik en stor del af opholdet ødelagt af skader, og i 1997 indstillede han karrieren.

/ritzau/