Det er 25 år siden, men mødet står alligevel lysende klart for Josefine Høgh.

DR-værten mødte sit helt store idol som 11-årig, da hun rejste alene til Manchester, hvor hendes far, landsholdskeeperen Lars Høgh, havde aftalt med landsholdskollegaen Peter Schmeichel, at hun kunne komme på besøg.

Høgh fortæller til DR-podcasten '10-20-30', at hun var sammen med Schmeichels børn, som hun også er venner med, men pludselige skulle de altså til træning med Manchester United-truppen, hvor hendes store idol David Beckham var med. 

Hun endte med at få et billede med ikonet samt en T-shirt med en personlig hilsen.

I dag er billedet indrammet og hænger i hjemmet, men T-shirten er pist forsvundet.

»Jeg ved ikke, hvor den er. Det er skrækkeligt. Jeg har skældt mine forældre så meget ud, for jeg tror, den er gået tabt i én eller anden flytning. Det er forfærdeligt. Den burde hænge indrammet det mest centrale sted i mit hjem.«

Josefine Høgh spillede selv fodbold på øverste niveau i flere år, før hun i 2015 sagde stop og blev tv-vært.