I sidste måned skiftede Christian Eriksen fra Premier League og Tottenham til Serie A og Inter.

Det betyder ligeledes, at den 27-årige dansker har fået ny træner. Nu hedder han ikke José Mourinho, men Antonio Conte.

Og José Mourinho mener, at Tottenham håndterede Eriksen-situationen på en smart måde. Det skriver Football Inside.

»Vi mistede Eriksen, men takket være vores præsident skete det på en intelligent måde, så vi fik en vigtig sum penge,« siger den 57-årige portugiser og fortsætter:

»Så kunne vi bruge pengene på at investere i unge spillere som Steven Bergwijn og Giovani Lo Celso.«

Christian Eriksen havde kontraktudløb i den engelske storklub til sommer, men Tottenham fik alligevel omkring 150 millioner kroner for den danske landsholdsspiller.

Selvom Mourinho og Eriksen ikke længere arbejder sammen, så virker forholdet til at være fint.

Christian Eriksen fik således tilbudt at leje Mourinhos hus i Milano efter, at klubskiftet var blevet officielt.

Christian Eriksen og Inter tabte med 0-1 til Napoli onsdag aften.
Christian Eriksen og Inter tabte med 0-1 til Napoli onsdag aften. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

57-årige José Mourinho er ikke et ukendt bekendtskab i danskerens nye klub – overhovedet ikke faktisk.

Portugiseren har tidligere trænet Inter, og i sæsonen 2009/2010 lykkedes det ham at vinde Serie A, Champions League og pokalturneringen i samme sæson.

Christian Eriksen har indtil videre spillet fire kampe i Inter-trøjen. En af kampene har været fra start, mens han er kommet ind fra bænken i de tre andre.

27-årige Eriksen og Inter tabte onsdag aften med 0-1 til Napoli i pokalturneringen.