Mandagens jordskælv i Colombia har fået konsekvenser for to fodboldkampe, der skulle være afviklet i denne uge.

Det oplyser Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) på sin hjemmeside.

Det drejer sig om kampen mellem Deportes Tolima og Independiente del Valle, der skulle være spillet tirsdag, og onsdagens møde mellem Independiente Santa Fe og River Plate.

Opgørene er en del af henholdsvis Copa Libertadores og Copa Sudamericana og skulle være spillet på colombiansk jord.

Begge er klubturneringer på det sydamerikanske kontinent svarende til Champions League og Europa League i Europa.

- I disse svære tider vil Conmebol gerne udtrykke sin medfølelse og støtte til hele Colombia og særligt til den colombianske fodboldfamilie.

- I lyset af denne ekstraordinære situation og for alles sikkerhed og respekt for ofrene er kampene midlertidigt aflyst, lyder det på hjemmesiden.

Mindst 164 mennesker er omkommet som følge af jordskælvet, der havde en styrke på 7,4.

RITZAU