Han var kun 24 år, da hans liv blev vendt op og ned på et splitsekund.

Drømmen om en stor fodboldkarriere blev slukket, da Jonathan Richter blev ramt af et lyn på Hvidovre Stadion.

En ulykke, der rystede fodbolddanmark, og som efterfølgende betød en hård tid for den nu tidligere fodboldspiller.

Det er 10 år siden, og Jonathan Richter er i dag et stort smil, da B.T. møder ham. Det eneste, der løfter sløret for konsekvenserne af 20. juli 2009, er protesen på venstre ben.

En protese, han fik, da han få uger efter ulykken skulle have amputeret benet. En besked, han aldrig glemmer.

»Den står soleklart i mit hoved. Følelserne. Frustrationen. Den sidder der og kommer ikke til at gå nogen steder, for det billede er så markant,« siger Jonathan Richter – også kaldet 'Jonas', der efterfølgende brugte et halvt år på Hvidovre Hospital.

Fodboldkampen og ugerne efter er slørede. Han husker noget af kampen, som han spillede for FC Nordsjællands reservehold.

I anden halvleg åbnede himlen sig, og regnen stod ned over banen og spillerne. Så slog lynet ned. Og det ramte Jonathan Richter. For øjnene af hans far og tvillingebroren, Simon.

»Det er ligesom et skakspil, hvor alle brikkerne vælter. Så rejser alle brikkerne sig op og løber ind under tribunen. Undtagen mig. Det er ud fra, hvad Simon har sagt. Han var på tribunen og fokuserede på mig. Han så det, mange andre ikke så – måden, jeg faldt ned til jorden, og måden, alle rejste sig, og jeg ikke gjorde,« fortæller Jonathan Richter.

Han var teknisk død i 41 minutter, men blev genoplivet. Han lå 11 dage i koma, inden han blev vækket og var på meget medicin.

Han kan for eksempel ikke huske rækkefølgen af operationerne, han var igennem.

»Jeg kan huske, der var mange maskiner på værelset på intensiv. Jeg kunne bare høre bip og havde svært ved at falde i søvn. Jeg havde nok også lidt angst for at sove. Samtidig var jeg ikke helt ved bevidsthed. Jeg svedte meget. Stille og roligt røg flere maskiner fra, og der var mindre bippen. Det var tegn på, det gik bedre. Jeg kan huske, der var læger og sygeplejersker ind og ud hele tiden,« siger Jonathan Richter.

Jonathan Richter blev hentet med ambulance dengang. Han nåede at være teknisk død i 41 minutter.
Jonathan Richter blev hentet med ambulance dengang. Han nåede at være teknisk død i 41 minutter.
Vis mere

En dag trådte en læge så ind og gav ham den tunge besked. Det venstre underben kunne ikke reddes. Noget, han selv kalder 'det værste nogensinde', der kunne ske, for den dengang 24-årige unge mand, der bare ville spille fodbold på fuld tid.

»Jeg lukkede mig bare inde i mig selv. Jeg syntes bare, det hele var uretfærdigt og nederen, og ventede, til lægerne gik ud. Jeg syntes ikke, jeg kunne græde foran dem, for de gjorde bare deres arbejde. Så brød jeg bare sammen, og så startede det sorte hul. Det blev bare større og større. Jeg tænkte 'Hvordan skal jeg komme op? Gider jeg overhovedet komme op?'. Det var meget tomt,« siger Jonathan Richter.

Motivationen for at vende tilbage til noget forsvandt. Her spillede familien en stor rolle i forhold til at komme videre. Faktisk har de betydet alt, slår Jonathan Richter fast.

»Jeg havde en familie, der løftede mig op og sagde, der også var andet at leve for. Jeg havde nogle rigtig sorte perioder. De har gjort alt for mig, selv om jeg har været en idiot at høre på rigtig mange gange. Jeg har været krævende, som jeg nok også har været berettiget til, men man kommer bare ikke langt med det. Heldigvis fandt jeg min vej. Det var med støtte fra dem, for de tog alt det lort, jeg kastede i hovedet på dem,« siger Jonathan Richter.

Han var frustreret over at have mistet det, han elskede mest. Og hvorfor lige ham? Det kørte rundt i hovedet.

Benet gjort ondt, han følte sig magtesløs og skulle motiveres til bare at kunne made sig selv. Efterfølgende skulle det blive til, at han skulle op på en protese, der nok ville gøre ondt. Og så kom tanken om, at han aldrig kom til at løbe igen.

»Jeg tror, alt det bare gjorde, det hele var lort. En mandag efter en sommerferie i meget lang tid. Ganget med hundrede,« siger Jonathan Richter, der i dag har opnået mange af de drømme, han også havde som ung.

Han beskriver i dag sig selv som en, der er 'blevet 10 år ældre'. Han har fået mange perspektiver på godt og ondt siden ulykken, og han er meget tilfreds med sit liv i dag.

Jonathan Richter (Jonas) har i dag protese på venstre ben.
Jonathan Richter (Jonas) har i dag protese på venstre ben. Foto: Uffe Weng
Vis mere

At bo i et land som Danmark priser han sig lykkelig for, og så kalder han sit netværk 'unikt'. Af og til kan han dog godt blive ramt af en følelse af at vende tilbage til virkeligheden og mærke, at tingene aldrig bliver helt som før.

Det har taget tid at acceptere, men omvendt har han også altid vidst, at den professionelle fodboldkarriere var på lånt tid. Han havde dog ikke regnet med, den ville slutte så brat, men i dag kan han godt spille lidt for sjov.

Han kan jonglere lidt og får mere glæde nu end for bare to år siden. Det gør ikke ondt i hjertet på samme måde, og han har fundet styrke til at få vendt tingene.

Der har han taget noget med fra fodboldkarrieren, for her lærte han at knokle og rykke grænser. Og så er han vokset op med en far, der altid har sagt noget helt særligt.

»Han har altid sagt 'Det mindste, man kan gøre, er at arbejde. På fodboldbanen kan du altid spille dårligt – det er du ikke altid herre over – men du er herre over, om du arbejder',« siger Jonathan Richter, der i den svære tid fik fundet ja-hatten frem, selv om den var gemt meget langt væk.

»Jeg kunne lige så godt have vendt mig om og sagt 'Fuck jer alle sammen'. Men det gjorde jeg alligevel ikke. Jeg har nok gjort det lidt, men ikke meget. Jeg kunne lige så godt have været narkoman, men alt er gået op i en højere enhed. Jeg har fundet lyset og fandt det hurtigt,« siger Jonathan Richter.

Der var mange små vendepunkter undervejs på rejsen. Blandt andet da han første gang fik en protese. Det gjorde ondt. Men det gav noget. Han kunne stå oprejst igen og blive set i øjenhøjde. Efter to år var han med B.S. Christiansen i Afrika. Noget, der gav ham mange redskaber og rykkede ham.

Det var en god slags terapi at være af sted med andre, der også havde et handicap, og han har taget et særligt mantra med fra netop den tur:

Jonathan Richter (i midten) var i 2012 med B.S. Christiansen og ni andre med et handicap i Afrika. 
Jonathan Richter (i midten) var i 2012 med B.S. Christiansen og ni andre med et handicap i Afrika.  Foto: René Dahl Andersen/ TV 2
Vis mere

»Jeg prøver at finde en løsning på alt. Det er en af de ting, jeg er taknemmelig for, at især B.S. har givet mig med at sige 'Man kan altid finde en løsning'. Det mantra prøver jeg at leve efter. Hvad er det værste, der kan ske? Ikke det store. Det går alt sammen. Pyt med det,« siger Jonathan Richter med et smil.

Selv om han er ærgerlig over, at han fik den skæbne, har det i dag ikke ødelagt hans livskvalitet, understreger han.

»Jeg tror i bund og grund, jeg ville have det samme liv nu, hvis jeg for eksempel havde fået en korsbåndsskade i knæet eller andet, der havde stoppet karrieren. Jeg havde så bare ikke været ham, der var blevet ramt af lynet – hvilket også er lidt sejt indimellem,« griner Jonathan Richter, der også kækt kalder sit ben 'robotbenet'.

Han er i dag uddannet pædagog og arbejder med udsatte unge.

Pædagogvejen har været naturlig for ham. Helt fra fodbolden har han været en rollemodel for unge, og han sætter en ære i at være noget for andre.

Også i en verden, hvor den ene dag er fantastisk, mens den næste kan være et skridt tilbage, hvis han for eksempel hører om en, der er blevet sigtet.

»Så er det lidt hårdt. Jeg er god til at sige, det er arbejde, og jeg kun kan gøre mit bedste. Jeg ved godt, jeg ikke kan redde hele verden. Det er en dråbe i havet, men det er min dråbe, og jeg kan godt lide at hjælpe,« siger Jonathan Richter.

Han bruger indimellem ulykken i sit arbejde for at bryde isen.

Jonathan Richter (Jonas) arbejder i dag som pædagog, og privat er han gift med Rikke og far til sønnen Nelson.
Jonathan Richter (Jonas) arbejder i dag som pædagog, og privat er han gift med Rikke og far til sønnen Nelson. Foto: Uffe Weng
Vis mere

Og han kan bruge det til at vise, at hvis han kan, kan de unge også. Blandt andet løb han sine første fem kilometer siden ulykken i forbindelse med løbet 'Løb mellem husene', som SURF Valby, hvor han arbejder, var med til at arrangere for at vise de almene boliger i området frem.

Samtidig skulle han rekruttere unge til løbet, og han lavede et løbehold, der trænede tre måneder op til. Han kan godt bruge 'lyn-kortet', men kun når det giver mening.

»Man skulle være et skarn, hvis man ikke gjorde. Jeg ved også godt, jeg har en fantastisk historie, og jeg vil godt dele den. Men det skal ikke definere mig, så jeg er ham giraffen, der er blevet ramt af et lyn. Jeg vil godt være alt andet end ham, men samtidig vil jeg også godt bruge den platform til noget godt,« siger Jonathan Richter, der er gift med Rikke. Sammen har de sønnen Nelson på otte måneder.

»Det er en fantastisk oplevelse og en kæmpe drøm, der er gået i opfyldelse. For mig var fodbold altid den store drøm. Når jeg så bliver familiefar og har fået en søn, er der ingen tvivl om, det er det allerstørste. Det er fantastisk. Det er allerede otte måneder siden – det er også hårdt, men fantastisk,« siger Jonathan Richter.

I dag fylder ulykken meget lidt i hans liv. Handicappet gør, at når han for eksempel skal hente sønnen om natten og ikke har benet på, tager det længere tid, men ellers rumsterer det ikke meget i hovedet, selv om det selvfølgelig havde været lettere, hvis han ikke havde dropfod og protese.

»Det er bare noget, jeg bokser med, ligesom andre bokser med ting. Ulykken fylder virkelig lidt, og jeg tænker ikke på, om jeg er heldig eller uheldig,« siger Jonathan Richter, der 'lever glad' med de smerter, han af og til kan have med protesen. Alternativet er krykker eller kørestol, og det ville begrænse Richter, der også stadig finder vej til danske fodboldstadioner.

Han prioriterer at komme til tvillingebroren, Simon Richters, kampe, og det betyder også meget for ham.

»I min familie har vi altid støttet hinanden i sport og sådan. Det har vi været gode til, og det har ligget meget naturligt. Og så kan jeg leve lidt af fodbold gennem ham,« siger Jonathan Richter.