»Jeg tænker mere over, hvis jeg var død dengang, kontra, hvis jeg var død nu, hvor meget mere jeg ville efterlade nu. Det er ikke til at bære.«

Ordene kommer fra den tidligere fodboldspiller Jonathan Richter. Lige her er minen alvorlig.

Egentlig en kontrast til resten af interviewet, hvor der har været store smil på trods af det, han har været igennem.

I juli 2009 blev han ramt af et lyn under en fodboldkamp. 24 år gammel. Karrieren gik i stykker, han mistede nederste del af sit ene ben og kæmpede sig tilbage til livet. I oktober i år blev han ramt af hjertestop, hvilket han tidligere har fortalt om til B.T.

Den tidligere professionelle fodboldspiller Jonathan Richter blev i oktober i år ramt af hjertestop. Han har fået en ICD-enhed opereret, der giver en tryghed og en sikkerhed.
Den tidligere professionelle fodboldspiller Jonathan Richter blev i oktober i år ramt af hjertestop. Han har fået en ICD-enhed opereret, der giver en tryghed og en sikkerhed. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Denne gang med sin kone og to børn på sidelinjen. Og det er også især dem, der har fyldt meget i tiden efter. Først og fremmest har han og konen Rikke skullet finde en måde at tale om det hele på med børnene, der er to og fire år.

»De forstår, jeg har været syg. De var med i hallen med min mor og lillesøster, de var gode til hurtigt at tage dem ud af hallen og lege med Simons (Richter, red.) to børn, de legede i den anden hal,« fortæller Jonathan Richter om oktoberdagen, hvor han fik hjertestop under en kørestolsbasketkamp i Nørrebrohallen.

»Da de kom tilbage, sagde de: 'Hvor er far?' – 'Han skulle på hospitalet'. Min hustru startede først med at sige, der var problemer med maven. De kunne se, jeg lå med noget,« forklarer han.

Jonathan Richter har fået indopereret en ICD-enhed, en sikkerhed og en tryghed, så det ikke sker igen. Den kan ses tydeligt. Den stikker ud fra brystkassen, og i dag kan hans datter godt lide at lægge sit hoved på den.

Jonathan Richter, tidligere professionel fodboldspiller, blev ramt af et lyn under en træningskamp 20. juli 2009, lå efterfølgende i koma og måtte have halvdelen af sit ene ben amputeret. I efteråret 2022 fik Jonathan så hjertestop under en kørestols-basket-kamp i Nørrebrohallen. I dag har Jonathan fået en ICD-enhed indopereret – samme type som Christian Eriksen fik efter sit hjertestop i Parken.
Jonathan Richter, tidligere professionel fodboldspiller, blev ramt af et lyn under en træningskamp 20. juli 2009, lå efterfølgende i koma og måtte have halvdelen af sit ene ben amputeret. I efteråret 2022 fik Jonathan så hjertestop under en kørestols-basket-kamp i Nørrebrohallen. I dag har Jonathan fået en ICD-enhed indopereret – samme type som Christian Eriksen fik efter sit hjertestop i Parken. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det skal ikke være et tabu, og i dag ved børnene godt, at den hjælper på hjertet.

»Jeg tror, de ved, det er noget med hjertet nu. Der gik nok en uge, før de kom ind på hospitalet første gang, og det var en hård oplevelse for mig. Jeg kunne mærke, der var en kæmpe distance. De havde svært ved det og syntes, jeg var skrøbelig. Jeg kan huske, jeg selv bad min mor om at bære Kaya, min mindste på to år, op, så sad hun bare med mig. Det gjorde, at Nelsson på fire stille og roligt mere turde,« fortæller han.

Anden gang var en helt anden oplevelse, hvor de begge sad hos ham og også virkede til at synes, hospitalslivet var lidt spændende.

»Vi har også talt om at skulle have en professionel ind over. Vi ved ikke, hvor meget de har taget ind, om der er ting, vi gør, hvor vi snakker lidt over Nelssons hoved. Der har været lidt reaktioner, men de trives rigtig godt, så jeg håber, den er landet. Vi kan aldrig vide det hundrede procent,« siger han.

Netop familien er vigtig i hele processen. Det er hele hans store netværk, der har været fantastisk, han har kunnet læsse af på folk, og de har givet ham en mental ballast.

Samtidig er det hele også en læringsproces. For hvor han før måske har drønet lidt for meget af sted uden at mærke efter, hvad han havde brug for, vil han øve sig i at stoppe mere op nu. Og så lytter han også til dem, han har tættest på sig.

»Det er også derfor, jeg er så ydmyg omkring forholdet til min hustru. Hvis hun siger, hun ikke kan mærke mig, lytter jeg. Det er også vigtigt at få det perspektiv, det er store forskelle fra sidste gang. Nu har jeg to børn og en hustru, det havde jeg ikke sidste gang. Der var der bare mig på 24, der skulle forholde mig til, min drøm ikke er der,« siger Jonathan Richter.