Dyre biler, en fed lejlighed og et enormt forbrug.
En tilværelse, som mange nok forbinder med det at være professionel fodboldspiller.
Men sådan er det ikke for 21-årige Jonas Wind. Han bor nemlig stadig hjemme hos sin mor og far, selv om han til daglig er angrebsstjerne i FC København.
»Jeg har ikke haft et behov for at få de ting, lige så snart der kom penge på kontoen, som den typiske fodboldspiller,« fortæller FCK-stjernen, da B.T. møder ham i Parken en kold januardag.
Han knokler i øjeblikket hårdt på træningsbanen for at blive klar til Superligaens slutspil efter den alvorlige knæskade, han pådrog sig en træningsdag i august.
Efter en kold træning på grønsværen og en time i træningslokalet har han stadig overskud til at sætte sig til en snak om et atypisk fodboldliv, som han selv kalder det. Og det er tydeligt, at der er noget specielt over Jonas Wind. Han er ikke som de fleste fodboldspillere.
»Jeg ved godt, det ikke er kutyme for fodboldspillere, men jeg har ikke haft lyst til at følge tendensen i fodboldverdenen. Jeg bruger ikke så meget tid på, hvad andre gør,« forklarer han.
Knæskaden kom på et tidspunkt, hvor den unge angriber havde skudt en ny Superliga-sæson i gang med et brag. Fem mål i de første seks kampe, og der var endda snak om en mulig landsholdsudtagelse forude.
Derfor var det da også et hårdt slag for ham, da han fik dommen. Korsbåndsskade. Ude i otte-ni måneder. Han fældede en tåre, da det gik op for ham, men hjemmet viste sig som en trofast støtte i en svær tid.
»Mit hjem er blevet min faste base, og jeg har det rigtig godt med mine forældre. Jeg er et rigtigt familiemenneske,« lyder det fra angriberen.
For ham er det helt naturligt at have adresse samme sted som sine forældre, og han har ikke travlt med at flytte hjemmefra lige foreløbig, forsikrer han:
»Jeg finder ro, slapper af og kan være mig selv, når jeg er hjemme, og det er vigtigt for mig i en hektisk fodboldverden.«
Den unge FCK-spiller er ikke dog ikke den eneste person med det genkendelige efternavn, der har sin daglige gang inde på 10'eren, som FCK-spillerne kalder træningsanlægget på Frederiksberg.
Hans far, Per Wind, er nemlig team manager i FCK, og han har været en del af klubben i over 20 år. De første mange år som målmandstræner på førsteholdet.
Derfor har Jonas Wind da også været med far på arbejde adskillige gange som barn, og nu, hvor han selv er blevet en fast del af holdet, nyder han stadig at have sin far med på sidelinjen.
»Det er da fedt at have ham med, men når kampen først er i gang, så tænker jeg egentlig ikke så meget over det. Det er nok mere ham, der synes, det er fedt at kunne følge sin søn på tætteste hold, og det har nok gjort det ekstra sjovt for ham at være en del af holdet,« siger den unge angriber.
På trods af at Jonas Wind både bor og arbejder sammen med sin far, er det endnu ikke nået til et punkt, hvor de er blevet trætte af hinanden.
»Jeg tror, at folk tænker mere over det, end jeg egentlig selv gør. Jeg er i hvert fald ikke blevet træt af ham. Det er et rigtig godt far-søn-forhold, vi har,« forklarer FCK-stjernen.
Det er efterhånden blevet til mange timer i hinandens selskab – både på FCK's træningsanlæg og hjemme i haven, hvor fodbolden er blevet skudt tilpas mange gange over hækken. Per Winds støtte gennem årene kan heller ikke undervurderes, lyder det fra sønnike:
»Min far har betydet rigtig meget for min karriere. Han har altid støttet og hjulpet mig, når jeg har haft brug for det.«
Alt imens snakken går, er det tydeligt, at det er et emne, der rører noget i ham.
»Vi er jo en fodboldfamilie, og der bliver snakket meget fodbold derhjemme, så det kan ikke undgås, at jeg bruger ham som sparring. Han er jo lidt min rådgiver,« forklarer Jonas Wind, der allerede har prøvet en del i sin relativt korte karriere.
Et mesterskab, europæisk fodbold og et U/21-EM. Det er blot nogle af de ting, som det unge stjerneskud allerede har været en del af, men står det til ham, er der mere på vej, inden et udlandseventyr kan blive aktuelt:
»Jeg har ikke travlt. Jeg er en rigtig Københavner-dreng, der elsker byen, klubben og fansene. Jeg vil også gerne vinde flere mesterskaber, spille europæisk gruppespil og – hvis jeg er god nok – blive udtaget til landsholdet. Det er en kæmpe drøm.«
