Det danske landshold er afhængig af en stærk Christian Eriksen.

Midtbanestjernen er både holdets kreatør og målscorer, og når han spiller godt, vinder Danmark for det meste.

Søndag aften i Georgien brillerede Tottenham-spilleren langt fra - og det samme var tilfældet for resten af holdet.

Det nærliggende spørgsmål er derfor, de rød-hvide er for afhængige af holdets med afstand største stjerne.

 (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
(Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Alle klubber eller landshold, som har en Christian Eriksen, vil være afhængig af ham. Det siger sig selv. Han er en af verdens bedste fodboldspillere. Jeg vil ikke sige, han ikke ramte niveauet, for man skal også se på de bolde, han får og den arbejdsindsats, han leverer uden bold. Så jeg er ikke helt enig i, han ikke rammer niveauet,« lyder det fra vikarierende landstræner Jon Dahl Tomasson.

Anfører Simon Kjær vil heller ikke skjule, at det danske landshold er mere end almindeligt afhængig af Eriksen, der de seneste år har tordnet det ene mål efter det andet i netmaskerne, når han har iklædt sig den røde og hvide trøje.

»Selvfølgelig er vi afhængige af Christian. Vi lægger også rigtig meget op til Christian, så spillet skal gå igennem hans fod og give ham plads. Det er ikke for sjov, vi står og kører bolden fra side til side og forsøger at få dem til at blive trætte. Det er også til Christian,« siger Kjær.

»Med fem procent mere held i dag, kommer han også til nogle chancer eller nogle situationer, hvor han kan sætte folk op. Men det er fodbold, og Christian er et menneske, og vi står ikke og siger, at Christian spiller en pissedårlig kamp. Men han er som sagt bare et menneske, og vi kan ikke forvente, han laver to mål og to assists i hver kamp,« fastslår kaptajnen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Der er ingen  tvivl om, at presset på Christian Eriksen er større end på de fleste andre fodboldspillere. Både fra omverdenen og fra holdet.

Han skal levere bedre og mere ofte end hans holdkammerater, men det lader ikke til at røre den 27-årige midtbanespiller.

»Jeg føler ikke, det er et større eller værre pres. Selvfølgelig er der pres på grund af den position, jeg spiller på banen og den  spiller, jeg er blevet. Så handler det om at være vigtig med en assist eller et mål og kunne afgøre kampene. Det er sket i mange andre kampe, men det skete desværre ikke i dag. Men der skal nok komme andre chancer, der bliver taget, og så står vi og snakker om noget helt andet,« understreger han.

Det danske landshold har blot tabt to landskampe, hvor Christian Eriksen har scoret. Tottenham-stjernen har scoret 29 landskampsmål, men søndag gik både han og Danmark altså målløse fra banen i Georgien.