Malmö FF kom foran 1-0, men endte med at tabe den første 16.-delsfinale i Europa League mod Wolfsburg.

To minutter og fire sekunder.

Så lang tid nåede Malmö FF og Jon Dahl Tomasson at være foran, da det svenske hold med den danske træner torsdag mødte Wolfsburg i den første af to 16.-delsfinaler i Europa League.

Wolfsburg fik hurtigt udlignet og endte også med at vinde 2-1 på hjemmebane. Jon Dahl kan til gengæld glæde sig over, at det netop lykkedes Malmö at score udebanemålet, der kan vise sig at blive vigtigt i næste uges returopgør.

Jon Dahl råder over fire danskere i sin spillertrup, men kun én - Anders Christiansen - startede inde torsdag. Søren Rieks blev dog sendt i aktion allerede efter lidt over 20 minutter.

Mens der ikke blev scoret i første halvleg, så var anden kun lidt over et halvt minut gammel, da en Wolfsburg-spiller ramte bolden med armen i eget felt, hvilket udløste et straffespark.

Det omsatte Isaac Thelin til en Malmö-føring.

Men Wolfsburg svarede altså hurtigt igen, da Josip Brekalo med en flot afslutning fra en spids vinkel udlignede.

Hvor Isaac Thelin først var helten, så blev han skurk, da han endte med at vinkle bolden i eget net efter et Wolfsburg-frispark ind i feltet.

I kampens afslutning var det tættere på 3-1 end 2-2, men Thelins selvmål blev kampens sidste scoring, og Malmö slap altså med skindet på næsen.

Torsdagens kamp var Jon Dahl Tomassons anden officielle kamp i spidsen for Malmö efter sin ansættelse i starten af januar.

Sidste weekend førte han sit hold til en 8-0-sejr over Syrianska fra næstbedste række i den svenske pokalturnering.

Jess Thorup måtte også se sit hold, belgiske Gent, tabe, da det mod Roma i den italienske hovedstad endte med et 0-1-nederlag.

Kampens ene mål blev scoret efter lidt over 12 minutter af spanske Carles Perez.

/ritzau/