Er Jon Dahl Tomasson en mulig dansk fodboldlandstræner?

Den tidligere landsholdsspiller og holdkammeret til Jon Dahl Tomasson på landsholdet Mads Junker fortstår godt, at hans navn bliver bragt i spil.

»Det giver jo mening, at den mest scorende spiller på et landshold, som har spillet mere end 100 landskampe, er i spil til cheftrænerjobbet. Det berettiger ham uden problemer til at være i spil som landstræner,« siger Mads Junker og fortsætter:

»Når man kigger ud fra en Åge Hareide-logik og på den måde, han udtager sit hold på - at der er stor loyalitet til at folde fast i det, der fungerer - så er det på en måde det samme som det, Jon Dahl står for. Det fungerer rigtig godt lige nu, så jeg kan godt forstå, Åge tænker, at det er meget naturligt, at assistenten tager over.«

Smal erfaring

Jon Dahl Tomasson har været Åge Hareides tro højrehånd, siden nordmanden overtog landsholdet efter Morten Olsen.

Før det har han haft assistentjob i Excelsior og Vitesse, mens han har prøvet kræfter med cheftrænerjobbet i Excelsior og Roda.

Som cheftræner gik det okay i Excelsior i den næstbedste række i Holland, mens opholdet i Roda i bunden af Æresdivisionen ikke var udpræget succesfuldt.

Og det er også det, der taler imod Jon Dahl Tomasson, mener Mads Junker, der selv har spillet i flere hollandske klubber - herunder både Vitesse og Roda.

På Morten Olsens landshold var Jon Dahl Tomasson anfører og en lederskikkelse. Vis mere

»Hans trænerkarriere indtil nu har ikke været forrygende, og det er relevant at have med i vurderingen. Det cv er ikke lige så prangende som hans landsholds- og klub-cv.«

Til gengæld har Jon Dahl en erfaring, som de færreste kan prale af, når det kommer til et potentielt job i spidsen for det danske herrrelandshold.

Sammen med tilgangen af Peter Møller som fodbolddirektør i DBU, der har et formål om at komme ud til fansene og finde de gamle landsholdsdyder tilbage, er Jon Dahl et naturligt valg.

»Hvis der er et sted, Jon Dahl føler sig hjemme - eller Christian Poulsen, Thomas Sørensen, Martin Jørgensen - så er det på landsholdet. De kender næsten alting bedre end de trænere, der er kommet til. Det giver mening at have nogle af de her tidligere landsholdsspillere omkring holdet som assistent, cheftræner eller noget tredje.«

»Jeg kunne meget bedre se ham være landstræner end klubtræner lige nu. Det er det her, han har erfaringen fra og har oplært sig til gennem sin tid som assistent,« siger Mads Junker.

Landsholdets mand

Mads Junker spillede sammen med Jon Dahl Tomasson på landsholdet, og her husker han ikke nødvendigvis, at angrebskollegaen var på vej mod en karriere som cheftræner.

»Jeg så ham som en logisk assistenttræner. Han er glad og sjov, men han er også meget seriøs. Det er hans karriere det allerbedste bevis på.«

Man skal dog ikke tage fejl af, at Jon Dahl Tomasson har ledermæssige kompetencer til at tage ham videre end et assistentjob.

Jon Dahl Tomasson har været med Åge Hareide hele vejen på det danske landshold. Vis mere

Mads Junker fremhæver, at Jon Dahl Tomasson stod i spidsen for landsholdets boykot af pressen efter den legendariske 2-3-sejr over Portugal i Lissabon i 2008.

»Han er ikke bleg for at tage beslutninger og stå ved dem. Det tror jeg også, Åge ser i ham. Lige nu er han bindeled mellem spillere og trænere, den hyggelige fyr.«

»Men jeg er ikke i tvivl om, at han også kan være den hårde træner. Han er ikke bare en glad spradebasse. Han er en beslutningens mand. Og han er landsholdets mand.«

Danmark møder Schweiz i EM-kvalifikationen tirsdag klokken 20.45.